Den lange vej sydpå

Langsomt fader nummeret ind på mobilen: Melpomene fra albummet Zitilites af Kashmir. Det er den brugerdefinerede alarmtone på min Nokia mobiltelefon. Jeg elsker alarmtoner, der kan vække mig blidt. Derfor fravælger jeg automatisk alle de toner, der fra fabrikkens side ligger på telefonen, og laver mine egne.

Jeg kæmpede mig ud af sengen, kastede lidt mad i munden og traskede hen mod banegården, for at snuppe et tidligt tog til Kastrup. Min dejlige kæreste var så elskværdig at printe flybilletten til mig i mellemtiden. Den fik jeg i hånden, da hun efterfølgende kom hen på stationen for at sige farvel. Afstand er en interessant størrelse. I et parforhold er afstanden lige så vigtig som nærværet — hvis ikke en anelse vigtigere vil jeg vove at påstå. Det man mangler, savner man. Det man har, tager man (ofte) for givet. Gensynet glæde efter lang tids fravær, er en fantastisk følelse.

Jeg elsker at rejse i tog, og hvor er det bare skønt at DSB har lagt skinner mellem Kolding og Kastrup, så man kan trille ubesværet mellem de to destinationer. Det er knap så skønt at det skal koste en bondegård at rejse med tog. Det er mere skånsomt mod miljøet end at sidde én person i en bil, så hvorfor dælen sætter de ikke priserne ned spørger jeg bare.

Lidt over 12:30 var jeg på vingerne (Cimber Sterling style!), og kunne med glæde vinke farvel til det drilske danske sommervejr, og se frem til bagende varme i sydens sol. Jeg tændte iPod’en, lænede mig tilbage i sædet — så langt tilbage som man nu kan på Economy class. Jeg går ud fra at man på Business class, lige akkurat kan læne sædet de 5 cm ekstra tilbage, og derved (i modsætning til Economy) rent faktisk gøre dem behagelige at sidde i. Oh well, når jeg bliver rig så køber jeg en JetPack. Problem solved!

Flytiden fra Kastrup til Barcelona ligger på ca. 2 ½ time — evt. hurtigere hvis man har medvind. Det kan jeg i hvert fald godt lide at bilde mig selv ind. Jeg elsker de små info-skærme der ruller ned under selve flyvningen. Her kan man på en GPS se, præcis hvor flyet befinder sig henne i verden, hvor højt det er oppe, samt temperaturen udenfor flyet og på destinationsstedet. Det eneste der mangler er et real-time diagram over kaptajnens hjerterytme, for at se om hans puls, under takeoff og landing, stiger lige så betydeligt som os andres.

Propperne i ørerne satte ind, da flyet påbegyndte nedflyvningen efter kaptajnens melding derom. Sommerfugle i maven. Jeg har altid mange tanker i hovedet når jeg flyver. Mange positive, men også et par mindre positive. Ved takeoff har jeg det med at tænke: “Hvor ville det være en nederen start på ferien at crashe nu!” og ved landing har jeg det med at tænke: “Hvor ville det være nederen at crashe nu hvor vi er så tæt på landing!“. Men flyet crasher lykkeligvis aldrig, og et lettelsens suk forlader mine lunger i præcis samme sekund som landingshjulene kysser asfalten. Jeg kan generelt godt lide ordet “landing” — specielt hvis man sætter “vellykket” foran.

Barcelona lufthavn. Terminal 1. Jeg snuppede min sorte Samsonite taske fra transportbåndet ved udleveringen, og trillede hen mod den grønne bus — den gratis “bus-bro”, der transporterer passagerer fra terminal 1 til terminal 2, hvorfra man kan tage toget ind til Barcelona (Barna Sants) og derfra skifte til toget der går mod Maçanet/ Massanes og dermed kommer forbi Malgrat de Mar. Det stopper ved samtlige stationer, men det er en dejlig tur og man kommer forbi mange strande undervejs.

Efter 1 Euro og 9 tastetryk, fik jeg fat på min far fra mønttelefonen i Malgrat de Mar. 15 min senere, dukkede han op og vi snuppede en Bock Damm på Bar Joan lige ved siden af stationen. Han havde fået lidt flere grå hår, men lignede ellers sig selv. Vi sad og snakkede frem og tilbage og indhentede det der umiddelbart skulle indhentes, inden vi gik hen til farmor Elvira. Det var pragtfuldt endelig igen at kunne indsnuse den karakteristiske søde sommer-luft i Malgrat.

Min farmor Elvira lignede også sig selv, og hun tøffede som sædvanlig rundt om i huset, og snakkede livligt om ditten og datten. Alt var ved det gamle, og så alligevel ikke. Tidens korrosion kan ikke ignoreres. Værdsæt det du har, så længe du har det. Min farmor er en fantastisk dame der, på trods af hendes meget høje alder, stadig er meget energisk. Jeg nyder at sidde med hende ved middagsbordet og lytte, imens hun fortæller baggrundshistorierne til de gamle numre de spiller i Radio Malgrat.

Vi snuppede cyklerne og trillede hen til BIKOKA, som er den tøjbutik min tante Ton ejer sammen med sin mand Soçi. De sælger primært badetøj, men har i løbet af årene udvidet til undertøj. De startede for mange år siden med en bod på det lokale marked, og har så langsomt bygget forretningen op, således at de i dag altså også har en fysisk butik. De arbejder meget hårdt, men forstår virkelig også at slappe af engang imellem og nyde alt hvad livet har at byde på.

Vi holdt ude foran med cyklerne, og Ton var den første der kom ud af butikken. Så kom Pol (deres ene søn) ud, og til sidst Soçi. Det var et glædeligt gensyn, og vi stod og snakkede frem og tilbage et godt stykke tid, inden jeg cyklede med Soçi tilbage til deres hus. Min far kom efterfølgende i bilen med mine tasker, og jeg kunne begynde at pakke ud og slappe af.

This entry was posted in Rejsedagbøger, Spanien. Bookmark the permalink.

2 Responses to Den lange vej sydpå

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *