Nu mestrer jeg det baglæns løb!

Der gik rygter om at Slotssøen var åben for glade skøjteløbere, så jeg besluttede mig for at se nærmere på herlighederne (kan man foretage sig noget sjovere på en søndag spørger jeg bare!). Skøjterne på ryggen og ud i kulden. Jeg tog vejen op forbi Koldinghus for at få mig et overblik over hele søen. Det viste sig at være den højre del ved biblioteket der var åben, og der var allerede en del folk på isen — store som små, kunstskøjter såvel som hockeyskøjter. Sneen dalede let ned fra den vinterlige himmel da jeg smækkede røven i sneen og baksede mine sorte kunstskøjter på fødderne. De er noget stramme i det, så jeg overvejer at gå et nr. op. Det tror jeg også mine hæle bliver glade for, men mere om det senere!

Fuld af forventning til isens beskaffenhed, hoppede jeg ud med skøjterne under fødderne. Den var god… Rigtig god faktisk. Isen på Slotssøen er klart bedre end den ved Legeparken eller Marienlund skoven, så jeg var en glad dreng  Der var nogle ret gode løbere som jeg forsøgte at aflure nogle teknikker fra, bl.a. deres måde at løbe baglæns på. Der var en familiefar med kunstskøjter, som var utrolig god til netop dette, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra hans skøjter, hver gang han skiftede til baglæns løb. Han kunne fornemme at jeg forsøgte at kopiere hans bevægelser, så efter noget tid kom han hen til mig og gav mig nogle uvurdérlige tips. Han hed Henrik, og jeg takkede ham mange gange for hjælpen. Kort efter tog jeg de første spæde skridt, der senere skulle vise sig at blive til et ganske hæderligt baglæns løb. Jeg kunne slet ikke stoppe igen! Jeg havde længe gået og skulet misundeligt til dem der mestrede denne elegante og graciøse måde at løbe på, og nu var jeg pludselig selv i stand til det… Det elegante og graciøse skal jeg dog arbejde lidt mere på, men grundteknikken er ved at være på plads!

2 ½ time blev det til på isen denne søndag… Det er lige før jeg har lyst til at finde min lommelygte og tage ned og skøjte nu her i aften, men det ville da være lidt for skørt, hva?  Efter de glatte udskejelser, var mine hæle ømmere end de nogensinde har været. Som sagt er mine skøjter ikke just det perfekte match for mine fødder, men det tror jeg at jeg venter med at gøre noget ved til næste vinter. Det skal sgu nok gå (eller glide, hehe).

This entry was posted in motion, sport. Bookmark the permalink.

One Response to Nu mestrer jeg det baglæns løb!

  1. EN says:

    Hvem der bare ikke havde givet sine skøjter til genbrug!!!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *