Pyt

Jeg træder på skyerne og efterlader et stykke af himmelen i oprør. Pyt, tænker jeg, og går videre.

———

Jeg sjasker ligegyldigt gennem skyer, fugle og trætoppe. Midt i ringenes epicenter stopper jeg op, og ser mig selv i det oprørte kølvand. Pyt, tænker jeg, og fortsætter.

This entry was posted in Digte. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *