Lørdag aften. Duften fra den varme grill på den nyanlagte terrasse, hang stadig i luften. Det var ved at blive sent, men vejret viste sig fra sin luneste side, og lokkede os til at fylde cykelkurve og bagagebægere med tæpper, drikkevarer og godt humør. I et dovent tempo, trodsede vi den insektfyldte luft og trillede mod den syd-østlige del af Kolding som jeg ynder at kalde for Little Miami. I folkemunde: Rebæk strand.
Vi ankom mere eller mindre uskadt til stranden. To ud af tre med små sorte insekter i øjnene som en personlig reminder om, hvorfor biler har forruder og hvorfor cyklister bør bære briller.
Sandaler blev hurtigt erstattet med millioner af sandkort, som solen hele dagen igennem havde opvarmet til stor glæde for os og resten af aftenens strandgæster, for vi var selvfølgelig ikke de eneste der var blevet lokket til aftenstrandhygge. Langs kysten sad større og mindre grupper og nød stemningen: kærestepar, pinlige teenagere som havde set for meget X Faktor og en hel indvandrerfamilie.
Vi slentrede langs vandkanten og sonderede terrænet efter den perfekte og uopdagede plet… “Her skal vi være!” lød det nærmest i kor, og vi lod bagagen dumpe ned i sandet. Brændejagten satte ind, og jeg forsvandt ind i buskadset, for allerede at dukke op igen 5 minutter senere med favnen fuld af store og tørre grene. Ved hjælp af en kampesten, fik jeg knækket de tykke grene til mere bålvenlige størrelser, og kort efter sprang den første gnist fra tændstikken. Klokken var 22:00 og strandhyggen blussede op og kastede sporadiske gnister op mod den mørkeblå himmel. Vandet var blikstille og spejlede på smukkeste vis de mange lys fra den modsatte side af bugten, samt lysene fra højhusenes majestætiske kolonner.
Som en kærtegnende hånd fra en person man holder af, begyndte tonerne af reggae at strømme ud af en medbragt højttaler. Definitionen af prikken over i’et.
Mørket faldt på og bålene langs stranden blev tydeligere. Af og til lagde jeg flere grene på ilden, og vi mærkede hvordan temperaturen steg. Urinstinkterne blev vækket og bålet fik vores fulde opmærksomhed. Trancen blev kun brudt af tådypning i vandkanten, til gene for de mange krabber der havde set deres snit til at jage fisk om natten. Vi forsvandt op til bålet igen, da de små skaldyr (som en venlig hentydning) begyndte at klemme lidt i vores tæer.
Den gode stemning opslugte tiden, og flammerne slubrede umætteligt træet i sig. Pludselig var det langt over midnat, og bålet bålet var (udover et par grene) formindsket til gløder. Med lidt snilde fik jeg fat på grenene, som jeg lagde på naboernes bål: “More fuel for you fire” sagde jeg med et smil på læben, som blev gengældt med en invitation til deres bål. “Thanks but we’re heading home. Have a nice night”. Vi pakkede cyklerne og svævede hjem — høje på natteluften og en smuk oplevelse rigere.
Tillykke Line
