5 års jubilæum

Her i lørdags rejste jeg til Faaborg for at se nogle af de gamle hoveder fra gymnasieklassen igen. Det var 5 år siden vi blev studenter, så man skulle da være et skarn hvis man ikke lige kom forbi og sagde hey!

Katrine Astrup havde inviteret os til spisning derhjemme ved 18-tiden, og det var bare kanon god mad! – Kylling, kartofler, rodfrugter, tzatziki, snacks og æblekage med is. Det lå sgu godt i maven bagefter (en god bund til de mange øl vi fik indenbords!).

Louise havde taget gamle fotos med som gik rundt ved bordet. Det kom der nogle gode grin ud af, hehe.

Efter en god omgang mad og “catching up” på hinandens gøren og laden, kørte vi hen på Faaborg Gymnasium for at tilslutte os resten af de forskellige årgange der fejrede jubilæum. Der fik jeg hilst på nogle af de gamle lærere, bl.a. Lars Nivaa og Hanne Lunddorff. Jeg så også lige idrætslærer Morten Lassen, men glemte lige at hilse.

Da festen på gymnasiet lukkede (sådan ved 2-tiden), tog vi videre på Faaborgs eneste diskotek: Palæet. Der var simpelthen verdens ondeste kø, som bevægede sig med 1 m i timen mod indgangen. Thomas Nørskov og jeg stod og jokede med nogle tøser i køen, hvilket egentlig var meget god underholding. Thomas havde tilsyneladende ved et uheld lagt al sin kropsvægt på en af pigernes små fødder, og det blev så indledningen til de følgende strøm af jokes. Efter at have stået (stille) i køen i over en time, besluttede jeg mig for at tage hjem. Det var SÅ koldt!

Cyklede hjem til min mors hus, som jeg crashede i (hun er stadig i Spanien). Jeg kæmpede hårdt med at få gang i brændeovnen, men det lykkedes da til sidst at få en smule varme ud af den. Det var dog den koldeste nat jeg længe har oplevet. Damn. Også rejsen hjem morgenen efter var kold som bare fanden. Jeg kan ikke anbefale at rejse med offentlige transportmidler når man har dundrende hovedpine og fryser.

Men ser man bort fra kulden, så var det en ok sjov fest. Jeg håber der kan komme endnu flere med næste gang.

Da jeg kørte med bussen fra Faaborg til Odense på vej tilbage mod Kolding, oplevede jeg for første gang i mit liv kanten af en front. Jeg kom til at tænke på de gigantiske rumskibe fra filmen Independence Day. Det så helt vildt ud!

This entry was posted in fest. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *