A Series Of Unfortunate Events
Her på det sidste har jeg været plaget af sort uheld. Måske skyldes det, at jeg har lagt en fløjte det forkerte sted i mit hjem, sådan rent Fung Shui-mæssigt du ved… Hvad end årsagen kan er, så har det været rimelig nederen (for at bruge et vaskeægte teenager-udtryk). Nu skal I bare høre hvordan uheldighederne har udfoldet sig for mig – og det endda på en forholdsvis kort periode.
Lørdag d. 11 tog jeg afsted til Århus for at se min kæreste. Med mig under armen havde jeg bl.a. min kære Macbook Pro, så vi kunne sidde og nørde med lidt grafik, og så jeg kunne vise hende Painter 11 (som jeg havde fundet nogle dage forinden). Jeg ankom til Århus ca. 14:20 og gik hen til ISS for at hente min pige som snart fik fri. Jeg hjalp med at sætte nogle stole på plads, og så tog vi hjem. Så langt så godt.
I toget på vej til Århus havde jeg skrevet nogle mails (kladder) og åbnet Painter 11 for at læse lidt i hjælp-filen. Da vi var hjemme ved min kæreste, ville jeg vise hende de fede funktioner i Painter. Jeg vippede skærmen op og hørte computeren vågne fra sin dvale, men skærmen var sort som kul. Jeg havde oplevet dette nogle gange før, men denne gang forblev skærmen sort – selv efter genstart. Pis og lort! Jeg røg helt ned i kulkælderen rent humør-mæssigt. I min fortvivlelse forsøgte jeg at nulstille PRAM, fjerne batteriet og holde power-knappen nede i 5 sekunder osv. osv. Jeg begyndte endda at daske lidt til skærmen, men holdt hurtigt op igen da det ikke rigtig resulterede i noget brugbart. Det sidste jeg prøvede var, at sætte en ekstern monitor til Mac’en, men der gik heller ikke noget signal igennem til den.
Så var der ikke så meget andet at gøre end at ringe til Anders “Mac Man” Baden Nielsen, og høre om han måtte have nogle gode råd, der kunne få mig ud af denne kattepine. Efter 5-6 opkald tog han stadig ikke sin telefon. Jeg var desperat. Så forsøgte jeg hans fastnet, og efter et par “duut duut’er” i røret, tog en meget træt mand endelig telefonen. Han havde været ude og feste, og lå stadig og sov. Jeg overraskede ham med at kl. var 18, og forklarede så mit problem. Vi brugte lang tid i røret, og Anders gjorde virkelig alt hvad han kunne for at hjælpe. Han søgte på nettet i øst og vest og kom til sidst frem til, at det nok var grafikkortet der var fucked — en fejl som nVidia og Apple har anerkendt, og som de derfor vil reparere ganske gratis, hvis fejlen er opstået inden for 3 år fra købsdato (hvilket min heldigvis er!). Så der var ikke andet for end at aflevere den til reparation hos en Mac forhandler. Godt at Eplehuset lige er åbnet i Århus. Men før indlevering skulle jeg lige have overført alle mine data til min eksterne harddisk og slettet indholdet på min Mac. Jeg havde min eksterne harddisk med til Århus, men eftersom jeg ikke kunne tage back-up i “blinde” p.g.a. den sorte skærm, så måtte vi finde en måde at gøre det på gennem min kærestes hvide Macbook. Problemet var, at jeg ikke havde et USB til USB kabel, så jeg kunne forbinde til min egen Mac gennem hendes, og dermed overføre mine data til min eksterne harddisk.
Jeg tog endnu en snak med Anders, og han sagde god for at jeg kunne komme hjem til ham og få taget back-up’en, på trods af at han var 100% smadret med tømmermænd. Det er sgu’ kun noget ægte kammerater vil gøre for hinanden, og jeg skylder ham sgu’ en kasse bajere for hans store indsats med at hjælpe mig.
Det var en svær pille at sluge at tage tilbage til Kolding, nu hvor jeg næsten lige var kommet til Århus, men jeg kunne ikke se nogen anden udvej. Så jeg pakkede min ting sammen igen, og tog tilbage — i rigtig dårligt humør! Jeg mødte Ole og Mette i toget. De skulle også til Kolding, og det hjalp lidt på humøret at snakke med dem, da jeg dermed fik tankerne over på noget andet.
Hjemme ved Anders i Kolding begyndte vi back-up’en. Da det var gjort, slettede vi disken på min Mac. Jeg besluttede mig for at tage tilbage til Århus så snart back-up’en var færdig. Anders gik heltemodigt med til at låne mig hans dyrbare 17-tommer med til Århus, og han klonede endda min disk over på den, så jeg kunne arbejde videre når jeg kom tilbage til Århus. Anders checkede på dsb.dk at jeg lige akkurat kunne nå det sidste tog lidt over 01:00 når kloningen var færdig. Imens vi ventede, gjorde Anders sit bedste for at få mig i bedre humør. Jeg prøvede lidt tapping, og det hjalp faktisk rigtig meget på mit humør!
Endelig nærmede kloningen sig den sidste del. Men… Bedst som vi troede den var færdig, begyndte den fandeme at verificere indholdet! Nu kunne jeg umuligt nå nattens sidste tog… Jeg besluttede mig for at tage det første tog næste morgen med afgang 06:29, satte alarmen på min mobil og cyklede hjem for at sove. Selv efter al den hjælpe jeg havde fået, så havde Anders stadig overskud til at låne mig hans cykel, så jeg nemmere kunne komme hjem med de tunge tasker. Ord kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg var. Jeg gav ham hånden og takkede af hele mit hjerte for al hjælpen. Så cyklede jeg hjem og besvimede på sengen.
05:20 ringede alarmen som planlagt, og så ved jeg ikke hvad der skete, men nogle timer senere vågnede jeg med min mobil i venstre hånd og kunne konstatere at kl. var 08:00 (det tidspunkt jeg skulle have været i Århus på!). Jeg havde aftalt med min kæreste at jeg ville ringe på hendes mobil fremfor på dørklokken (for ikke at vække hendes mor) så da jeg ringede kl. 08:00, tog hun selvfølgelig telefonen i den tro, at jeg stod lige uden for døren i Århus. Det var forfærdeligt at skulle meddele hende, at jeg var sovet over mig!
Jeg hældte lidt morgenmad i ansigtet og skyndte mig hen til banegården for at tage det første og bedste tog der måtte være. Som lidt ekstra salt i såret, gik jeg lige akkurat glip af et tog mod Århus. Så jeg måtte vente ca. 30 min. på næste afgang. Da toget endelig kom, var jeg lykkelig. Jeg ankom til Århus igen lidt over 11:00, og ventede ca. 15 min. på min kæreste, som var på cykel fra Viby. Ca. 11:25 var vi genforenede, og der blev kysset og krammet til den helt store guldmedalje (tiltrængt kærlighed!). Hun var meget glad for at jeg var taget tilbage til Århus, hvilket jeg selvfølgelig var meget glad for at høre…
Jeg tog med hende på arbejde og blev der til hun fik fri. Oppe i computerrummet på ISS, fik jeg printet den artikel fra apple.com hvori de omtaler det kendte problem med nVidia GeForce 8600 grafikkort. Jeg tænkte det var godt at have med til Eplehuset, når jeg indleverede min Mac til reparation. Man ved sgu’ aldrig hvad de kan finde på at sige. Jeg havde også husket at finde kvitteringen på min Mac frem, så jeg kunne dokumentere købsdatoen! (Tak til Anders for tippet).
Da min kæreste fik fri, tog vi hen på Mackies og fik en vildt god dessert: banan pandekage med is og chokoladesovs. Jeg bestilte en Vermouth (Martini) og nogle oliven ved siden af. Jeg ville se om jeg kunne genskabe den fantastiske smagsoplevelse fra Spanien, når min far og jeg tager en Vermouth på La Ola i Malgrat de Mar. Men… som alt andet der var slået fejl for mig, ville det heller ikke lykkedes for mig denne gang! Jeg fik en skål fyldt med sorte oliven (som jeg overhovedet ikke bryder mig om!). Der var kun 4 grønne, og de smagte endda fælt. Desserten var lyspunktet. Vi tog hjem… Om aftenen sad vi og nørdede: lidt hjemmelavet Layer Tennis med mobilen som stop-ur sat til 5 min pr. “serv”. Det var sjovt.
Næste morgen cyklede vi ind til byen og afleverede min Mac ved Eplehuset. Jeg viste dem Apple’s erkendelse af problemet med grafikkortet. De sagde, at jeg var nødt til at få værkstedet i Vejle til at diagnosticere den, før de kunne vide, om det var den fejl der var tale om. Jeg ringede også til Apple Support og havde en lang samtale med en fyr, hvilket resulterede i et case nr. Efter at have overdraget min Mac samt case nr. til Eplehuset, fortalte de mig at der ville gå omkring 7-10 dage inden jeg havde min Mac tilbage igen, og at de ville ringe hvis der gik længere tid. Fair nok. Da det var ordnet havde jeg det meget bedre! Jeg gik rundt i byen og så på solbriller med min kæreste. Så ringede Anders og spurgte hvornår jeg kom hjem, da han havde regnet med at jeg ville være kommet hjem tidligt den mandag. Jeg var dog overbevist om, at jeg havde gjort det klart for ham, at jeg kom hjem mandag aften, så jeg i det mindste kunne få bare en smule weekend ud af hele denne situation. Men vi må have misforstået hinanden. Det endte dog med at vi fik aftalt, at jeg kom hjem til Kolding ved 22-tiden.
Fik en god let aftensmad af Lyuba’s mor, og så tog jeg ellers hjem til Kolding igen, så jeg kunne være der lidt over 22:00 og aflevere Anders’ Mac, som han havde savnet. Men men men… Da jeg skiftede tog i Middelfart, hoppede jeg på det forkert tog! Jeg var kommet til at “bytte om” på de to info-skærme, og havde set på skærmen “Ankommer fra” i stedet for “Afgang mod”. Så det tog jeg troede kørte mod Esbjerg, var i virkeligheden på vej mod Odense. “Skyd mig!” tænkte jeg. Jeg skrev til Anders og han svarede at det var ok, og at jeg bare kunne tage hans Mac med på kontoret den næste morgen. Jeg var helt hjemme igen omkring midnat, og pisse-udmattet.
Næste dag på kontoret var forfærdelig. Jeg var helt ved siden af mig selv, og kunne slet ikke fokusere på arbejdet. Jeg følte ikke, at jeg havde holdt weekend – og det med rette! Et kæmpe og helt uventet lyspunkt var dog, at Anders’ søster Katrine var gået med til at låne hendes Mac ud. Det var selvfølgelig Anders der igen havde været på spil, og aller nådigst spurgt hende, om hun kunne undvære den nogle dage. Virkelig virkelig fedt!
Nå men… En så lang og grum en fortælling, skal selvfølgelig afsluttes med en eller anden form for morale eller åbenbaring. Hele denne episode vælger jeg derfor at tage som et tegn fra guderne om, at jeg bør trappe betydeligt ned på mit Mac-forbrug. Jeg tager ofte mig selv i at checke alle mulige sider som f.eks. Facebook, stats på min blog, YouTube osv. Det er sådan set fint nok at gøre, men når man begynder at gøre det mange gange dagligt, uden egentlig at have noget formål med det, så kan man godt kalde det for misbrug. Så jeg vil sige: hellere sort skærm på Mac’en, end sort skærm på mig…
Her på det sidste har jeg været plaget af sort uheld. Måske skyldes det, at jeg har lagt en fløjte det forkerte sted i mit hjem, sådan rent Fung Shui-mæssigt du ved… Hvad end årsagen kan er, så har det været rimelig nederen (for at bruge et vaskeægte teenager-udtryk). Nu skal I bare høre hvordan uheldighederne har udfoldet sig for mig – og det endda på en forholdsvis kort periode.
Lørdag d. 11 tog jeg afsted til Århus for at se min kæreste. Med mig under armen havde jeg bl.a. min kære Macbook Pro, så vi kunne sidde og nørde med lidt grafik, og så jeg kunne vise hende Painter 11 (som jeg havde fundet nogle dage forinden). Jeg ankom til Århus ca. 14:20 og gik hen til ISS for at hente min pige som snart fik fri. Jeg hjalp med at sætte nogle stole på plads, og så tog vi hjem. Så langt så godt.
I toget på vej til Århus havde jeg skrevet nogle mails (kladder) og åbnet Painter 11 for at læse lidt i hjælp-filen. Da vi var hjemme ved min kæreste, ville jeg vise hende de fede funktioner i Painter. Jeg vippede skærmen op og hørte computeren vågne fra sin dvale, men skærmen var sort som kul. Jeg havde oplevet dette nogle gange før, men denne gang forblev skærmen sort – selv efter genstart. Pis og lort! Jeg røg helt ned i kulkælderen rent humør-mæssigt. I min fortvivlelse forsøgte jeg at nulstille PRAM, fjerne batteriet og holde power-knappen nede i 5 sekunder osv. osv. Jeg begyndte endda at daske lidt til skærmen, men holdt hurtigt op igen da det ikke rigtig resulterede i noget brugbart. Det sidste jeg prøvede var, at sætte en ekstern monitor til Mac’en, men der gik heller ikke noget signal igennem til den.
Så var der ikke så meget andet at gøre end at ringe til Anders “Mac Man” Baden Nielsen, og høre om han måtte have nogle gode råd, der kunne få mig ud af denne kattepine. Efter 5-6 opkald tog han stadig ikke sin telefon. Jeg var desperat. Så forsøgte jeg hans fastnet, og efter et par “duut duut’er” i røret, tog en meget træt mand endelig telefonen. Han havde været ude og feste, og lå stadig og sov. Jeg overraskede ham med at kl. var 18, og forklarede så mit problem. Vi brugte lang tid i røret, og Anders gjorde virkelig alt hvad han kunne for at hjælpe. Han søgte på nettet i øst og vest og kom til sidst frem til, at det nok var grafikkortet der var fucked — en fejl som nVidia og Apple har anerkendt, og som de derfor vil reparere ganske gratis, hvis fejlen er opstået inden for 3 år fra købsdato (hvilket min heldigvis er!). Så der var ikke andet for end at aflevere den til reparation hos en Mac forhandler. Godt at Eplehuset lige er åbnet i Århus. Men før indlevering skulle jeg lige have overført alle mine data til min eksterne harddisk og slettet indholdet på min Mac. Jeg havde min eksterne harddisk med til Århus, men eftersom jeg ikke kunne tage back-up i “blinde” p.g.a. den sorte skærm, så måtte vi finde en måde at gøre det på gennem min kærestes hvide Macbook. Problemet var, at jeg ikke havde et USB til USB kabel, så jeg kunne forbinde til min egen Mac gennem hendes, og dermed overføre mine data til min eksterne harddisk.
Jeg tog endnu en snak med Anders, og han sagde god for at jeg kunne komme hjem til ham og få taget back-up’en, på trods af at han var 100% smadret med tømmermænd. Det er sgu’ kun noget ægte kammerater vil gøre for hinanden, og jeg skylder ham sgu’ en kasse bajere for hans store indsats med at hjælpe mig.
Det var en svær pille at sluge at tage tilbage til Kolding, nu hvor jeg næsten lige var kommet til Århus, men jeg kunne ikke se nogen anden udvej. Så jeg pakkede min ting sammen igen, og tog tilbage — i rigtig dårligt humør! Jeg mødte Ole og Mette i toget. De skulle også til Kolding, og det hjalp lidt på humøret at snakke med dem, da jeg dermed fik tankerne over på noget andet.
Hjemme ved Anders i Kolding begyndte vi back-up’en. Da det var gjort, slettede vi disken på min Mac. Jeg besluttede mig for at tage tilbage til Århus så snart back-up’en var færdig. Anders gik heltemodigt med til at låne mig hans dyrbare 17-tommer med til Århus, og han klonede endda min disk over på den, så jeg kunne arbejde videre når jeg kom tilbage til Århus. Anders checkede på dsb.dk at jeg lige akkurat kunne nå det sidste tog lidt over 01:00 når kloningen var færdig. Imens vi ventede, gjorde Anders sit bedste for at få mig i bedre humør. Jeg prøvede lidt tapping, og det hjalp faktisk rigtig meget på mit humør!
Endelig nærmede kloningen sig den sidste del. Men… Bedst som vi troede den var færdig, begyndte den fandeme at verificere indholdet! Nu kunne jeg umuligt nå nattens sidste tog… Jeg besluttede mig for at tage det første tog næste morgen med afgang 06:29, satte alarmen på min mobil og cyklede hjem for at sove. Selv efter al den hjælpe jeg havde fået, så havde Anders stadig overskud til at låne mig hans cykel, så jeg nemmere kunne komme hjem med de tunge tasker. Ord kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg var. Jeg gav ham hånden og takkede af hele mit hjerte for al hjælpen. Så cyklede jeg hjem og besvimede på sengen.
05:20 ringede alarmen som planlagt, og så ved jeg ikke hvad der skete, men nogle timer senere vågnede jeg med min mobil i venstre hånd og kunne konstatere at kl. var 08:00 (det tidspunkt jeg skulle have været i Århus på!). Jeg havde aftalt med min kæreste at jeg ville ringe på hendes mobil fremfor på dørklokken (for ikke at vække hendes mor) så da jeg ringede kl. 08:00, tog hun selvfølgelig telefonen i den tro, at jeg stod lige uden for døren i Århus. Det var forfærdeligt at skulle meddele hende, at jeg var sovet over mig!
Jeg hældte lidt morgenmad i ansigtet og skyndte mig hen til banegården for at tage det første og bedste tog der måtte være. Som lidt ekstra salt i såret, gik jeg lige akkurat glip af et tog mod Århus. Så jeg måtte vente ca. 30 min. på næste afgang. Da toget endelig kom, var jeg lykkelig. Jeg ankom til Århus igen lidt over 11:00, og ventede ca. 15 min. på min kæreste, som var på cykel fra Viby. Ca. 11:25 var vi genforenede, og der blev kysset og krammet til den helt store guldmedalje (tiltrængt kærlighed!). Hun var meget glad for at jeg var taget tilbage til Århus, hvilket jeg selvfølgelig var meget glad for at høre…
Jeg tog med hende på arbejde og blev der til hun fik fri. Oppe i computerrummet på ISS, fik jeg printet den artikel fra apple.com hvori de omtaler det kendte problem med nVidia GeForce 8600 grafikkort. Jeg tænkte det var godt at have med til Eplehuset, når jeg indleverede min Mac til reparation. Man ved sgu’ aldrig hvad de kan finde på at sige. Jeg havde også husket at finde kvitteringen på min Mac frem, så jeg kunne dokumentere købsdatoen! (Tak til Anders for tippet).
Da min kæreste fik fri, tog vi hen på Mackies og fik en vildt god dessert: banan pandekage med is og chokoladesovs. Jeg bestilte en Vermouth (Martini) og nogle oliven ved siden af. Jeg ville se om jeg kunne genskabe den fantastiske smagsoplevelse fra Spanien, når min far og jeg tager en Vermouth på La Ola i Malgrat de Mar. Men… som alt andet der var slået fejl for mig, ville det heller ikke lykkedes for mig denne gang! Jeg fik en skål fyldt med sorte oliven (som jeg overhovedet ikke bryder mig om!). Der var kun 4 grønne, og de smagte endda fælt. Desserten var lyspunktet. Vi tog hjem… Om aftenen sad vi og nørdede: lidt hjemmelavet Layer Tennis med mobilen som stop-ur sat til 5 min pr. “serv”. Det var sjovt.
Næste morgen cyklede vi ind til byen og afleverede min Mac ved Eplehuset. Jeg viste dem Apple’s erkendelse af problemet med grafikkortet. De sagde, at jeg var nødt til at få værkstedet i Vejle til at diagnosticere den, før de kunne vide, om det var den fejl der var tale om. Jeg ringede også til Apple Support og havde en lang samtale med en fyr, hvilket resulterede i et case nr. Efter at have overdraget min Mac samt case nr. til Eplehuset, fortalte de mig at der ville gå omkring 7-10 dage inden jeg havde min Mac tilbage igen, og at de ville ringe hvis der gik længere tid. Fair nok. Da det var ordnet havde jeg det meget bedre! Jeg gik rundt i byen og så på solbriller med min kæreste. Så ringede Anders og spurgte hvornår jeg kom hjem, da han havde regnet med at jeg ville være kommet hjem tidligt den mandag. Jeg var dog overbevist om, at jeg havde gjort det klart for ham, at jeg kom hjem mandag aften, så jeg i det mindste kunne få bare en smule weekend ud af hele denne situation. Men vi må have misforstået hinanden. Det endte dog med at vi fik aftalt, at jeg kom hjem til Kolding ved 22-tiden.
Fik en god let aftensmad af Lyuba’s mor, og så tog jeg ellers hjem til Kolding igen, så jeg kunne være der lidt over 22:00 og aflevere Anders’ Mac, som han havde savnet. Men men men… Da jeg skiftede tog i Middelfart, hoppede jeg på det forkert tog! Jeg var kommet til at “bytte om” på de to info-skærme, og havde set på skærmen “Ankommer fra” i stedet for “Afgang mod”. Så det tog jeg troede kørte mod Esbjerg, var i virkeligheden på vej mod Odense. “Skyd mig!” tænkte jeg. Jeg skrev til Anders og han svarede at det var ok, og at jeg bare kunne tage hans Mac med på kontoret den næste morgen. Jeg var helt hjemme igen omkring midnat, og pisse-udmattet.
Næste dag på kontoret var forfærdelig. Jeg var helt ved siden af mig selv, og kunne slet ikke fokusere på arbejdet. Jeg følte ikke, at jeg havde holdt weekend – og det med rette! Et kæmpe og helt uventet lyspunkt var dog, at Anders’ søster Katrine var gået med til at låne hendes Mac ud. Det var selvfølgelig Anders der igen havde været på spil, og aller nådigst spurgt hende, om hun kunne undvære den nogle dage. Virkelig virkelig fedt!
Nå men… En så lang og grum en fortælling, skal selvfølgelig afsluttes med en eller anden form for morale eller åbenbaring. Hele denne episode vælger jeg derfor at tage som et tegn fra guderne om, at jeg bør trappe betydeligt ned på mit Mac-forbrug. Jeg tager ofte mig selv i at checke alle mulige sider som f.eks. Facebook, stats på min blog, YouTube osv. Det er sådan set fint nok at gøre, men når man begynder at gøre det mange gange dagligt, uden egentlig at have noget formål med det, så kan man godt kalde det for misbrug. Så jeg vil sige: hellere sort skærm på Mac’en, end sort skærm på mig…
Tillykke Line
3 Responses to A Series Of Unfortunate Events (opdateret)