Alarmen vækkede mig kl 8 — på grænsen til det ukristelige når man nu har ferie! Jeg var alt for søvnig til stranden, så jeg skrev til min far at jeg alligevel ikke kunne, hvorefter jeg lagde mig til at sove igen. Adskillige timer senere stod jeg op og cyklede hen til Elvira. Der fik cyklen dog ikke lov til at stå stille særlig længe, for i næste sekund var min far og jeg på vej mod Palafolls. Vi havde ikke fået nok af den solide mad på Can Estevenet, og måtte simpelthen have endnu en omgang for 10 euro.
Vi cyklede ned mod stranden og fandt et sted uden turister, et godt stykke væk fra alle hotellerne. Her blev vi et godt stykke tid. Vi samlede sten og snakkede om sten. Jeg fyldte mine håndflader og betragtede hvordan ikke én sten var ens. Dernæst kastede jeg et blik langs vandkanten og de millioner af sten der lå der. mine tanker vandrede længere ud, hele vejen langs den spanske kyst og derfra ud i intetheden. En håndfuld sten. En påmindelse om livets kompleksitet og orden.
Op på cyklen igen. Vi stoppede ved en musikbutik i Malgrat for at købe forskellige plekters til min fars guitar. Hjemme i haven blev de testet til den helt store guldmedalje. Vi snuppede også et spil skak. Det var meningen at vi skulle have spillet domino, men vi kunne ikke finde det.
Sulten begyndte atter at melde sig, så vi gik hen på Bar Nolo hvor vi fik to supergode pizzaer. Nolo er et godt sted. Det eneste de skal have styr på, er deres musikvalg. Det er ikke specielt rart at sidde og spise til enerverende techo-musik, og jeg begriber ikke at de ikke selv kan se absurditeten og det totalt malplacerede ved det. Nå, nok brok fra min side! Vi forsøgte at ignorere musikken, spiste færdig og gik efterfølgende en kort tur. Stødte ind i min fætter Albert, som var på vej til stranden med nogle venner for at spille musik. Jeg ville gerne have været med, men fordi jeg skulle tidligt op i morgen og til stranden med Alex (Albert’s bror), var jeg nødt til at afslå invitationen.
Mæt og glad tog jeg hjem til T&S for at sove.