Tropenat. Min krop skulle stadig vænne sig til de høje temperaturer, så jeg stod senere op end normalt for at være helt udhvilet. Det er svært at sove helt igennem, når varmen ligger hen over en som et tæppe man ikke kan fjerne. Jeg har dog generelt svært ved at sove, så lidt varme oveni gør måske ikke den store forskel nu jeg tænker over det.
Carmen (husets rengøringsdame) gik rundt med en klud i sit typiske blå outfit, da jeg kom ud fra mit værelse. Udover min farmor, så er Carmen virkelig en dame der har snakketøjet i orden! Hun kommer fra Valencia og er altid dejlig positiv hver gang man møder hende. Vi udvekslede lige nogle korte opdateringer omkring hvad der var sket siden vi sidst havde set hinanden, og så cyklede jeg hen på apoteket efter noget creme. Apoteket ligger ca. 50 meter fra min farmors hus, og min onkel Júli’s kone Teresa arbejder der sammen med sønnerne Alex og Albert. Teresa og Alex var der, og jeg fik hilst på dem for første gang i år. Alex og jeg lavede en løs aftale om at tage til stranden sammen med Pol en dag.
Det næste punkt på ferie-dagsordenen var, at anskaffe mig et sim-kort til mobilen, så jeg kunne komme i kontakt med dem allesammen, og nemmere lave aftaler osv. Det plejer jeg altid at anskaffe mig, så jeg styrede direkte mod butikken. Jeg havde dog glemt at medbringe mit pas, som er nødvendigt for at kunne købe et sim-kort. De skal jo sikre sig, at det ikke er et medlem af Al-Qaeda der køber sim-kort fra deres butik, og benytter det til at foretage opkald i forbindelse med planlægning af terror-angreb. Så fair nok. Jeg hentede mit pas.
Da jeg kom tilbage, var min far pludselig i butikken. Han skulle have et kabel til sin mobiltelefon så han kunne overføre billederne fra den til sin (Anna’s) computer. Vi snakkede om at det kunne være dejligt at cykle en lang tur, så vi tog hen til Elvira og pakkede cyklerne. Min far har købt en rigtig fed cykel — et crossover mellem en mountainbike og en racer, med cykeltasker og hele svineriet. Jeg var lidt misundelig, men den cykel jeg låner hvert år dernede er nu heller ikke så ringe endda. Det er en mountainbike.
Vi hoppede op på cyklerne og padlede mod Santa Susanna — byen, hvor min farmor og farfar blev gift i en kirke, som min farfar selv var med til at bygge! I første omgang skulle vi lige forbi en cykelhandler og købe en lille kæde til min fars cykeltaske, så den kunne låses fast til selve cykelen. Det var nok en fornuftig investering, da der er er en del tyveri.
Fra cykelhandleren kørte vi langt ud på landet i den 30 graders bagende sol. Ofte slog det mig, hvor hårdt det egentlig må være at køre Tour de France. Vi kom forbi en del gårde og pludselig en rideskole med flotte heste og ponyer. Der kom tilmed en gruppe ridende forbi os ind i en skov. Da jeg stadig er en anelse traumatiseret efter at en hest forsøgte at sparke mig ned for mange år siden, stoppede jeg helt op og trak min cykel ind til siden da de kom forbi. Man kan aldrig være for sikker. Jeg kan godt lide heste, det er ikke det. Jeg kan bare ikke lide heste der sparker mig!
På hjemturen lå vi og ræsede om kap, efter at jeg satte det i gang med en superspurt på 35 km/t ud af en lige vej. Det er da en slags tempo hvis jeg selv skal sige det! Min far var også rigtig godt med, og det var vist lige så meget råstyrke som det var de mange gear. Vi kom tilbage til Santa Susanna fuldstændig udmattede og tørstige som en ørken. Den eneste måde at slukke ægte tørst på, er med en iskold is-the, så det var lige præcis hvad vi drak. Efter at have drukket ud, tog min far isterningen op af glasset, og lagde den ned i den plante der stod på bordet og så meget tør ud. Dagens gode gerning.
Vi var dog langt fra færdige med at cykle. Fra Santa Susanna, tog vi videre helt til Calella langs stranden. Det er en rigtig god rute at tage på cykel, for de har lavet en knaldgod cykelsti hele vejen. Vi nåede også lige i vandet. På tilbagevejen spiste vi på restaurant i Pineda tror jeg det var. Det var desværre ikke specielt god mad. En alt for eddike-agtig gaspacho og en lunken lassagne. Der spiser vi ikke igen.
Tilbage hos Elvira. Et hurtigt bad og så ud i den dejlige have til en kold øl og lidt guitar-spil. Min far har stadig guitaren fra sin ungdom, og på indersiden (bag det runde hul og strengene) har han limet et foto af sig selv. På det foto har han stadig helt sort hår! Jeg overvejer også at lime noget på den guitar han købte til mig, men jeg venter på den rigtige lejlighed. Det skal være noget specielt.
Min far havde nogle ærinder på arbejdet den efterfølgende dag (nogle papirer der skulle underskrives). Vi aftalte at jeg bare kunne komme med. Det er altid fedt at komme med ham på arbejdspladsen, da der altid er nye motiver på lastbilerne. Min far er lastbilchauffør, og hans chef gør meget ud af at dekorere chaufførernes lastbiler med fede motiver.
Jeg cyklede hjem til T&S igen for at mødes med Soçi. Vi havde tidligere aftalt at mødes ved 21-tiden for sammen at tage på bar (“Tradescántia“) i Pineda og høre ægte country musik, bluegrass og andet godt! Det var intet mindre end Ricky Araiza der stod for musikken sammen med hus-bassisten René Dossin. Ricky Araiza har bl.a. spillet sammen med medlemmerne af The Eagles før de blev verdensberømte med nummeret “Hotel California”. Han har også mødt bl.a. Johnny Cash og mange andre store inden for musikverdenen. Det er altid spøjst at være så tæt på en person der kun er ét led fra de store stjerner. Jeg var meget spændt på at høre Ricky’s eget show. Soçi havde talt meget godt om ham, så det kunne kun blive godt! Soçi er definitionen på en ægte musik-elsker. Han gør alt hvad han kan, for at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hans netværk inden for musik-verdenen er enormt, og han har i løbet af årerne fået mange rigtig gode og sympatiske venner der.
Den lille bar i Pineda lagde rammen for en rigtig intim musik-session. Der var vel plads til omkring 15 siddende personer inde i selve baren, og yderligere 10-15 udenfor på gaden. Vi fik en øl og lidt god mad imens vi ventede på at klokken skulle slå 21:30 og musikken gå i gang. Ricky og René kom på scenen. Da de gik i gang, livede stedet pludselig endnu mere op og folk begyndte at trække til. Vi havde galloperede fået lov til at rykke et lille café bord ude fra gaden ind i selve baren, så vi kunne sidde behageligt. De spillede helt fantastisk. “Jambalaya On The Bayou” af Hank Williams, “New River Train” af Raffi og mange mange flere. Ricky havde på et tidspunkt den mest imponerende banjo-solo jeg nogensinde har hørt. Hans fingre galopperede febrilsk frem og tilbage over strengene, og det var et under at den banjo ikke eksploderede eller brød i flammer! Kvinden der gik rundt og serverede og passede baren (måske ejeren?), lagde pludselig alt fra sig for at synge duet med Ricky. Det gav endnu et løft til stemningen.
Efter over en times pragtfuld og underholdende musik, sad vi og snakkede med Ricky og René over en øl inden vi sagde farvel og tog hjem — mætte på god musik og god stemning. En forrygende dag…
Tillykke Line
