Stod op 9:30 og spiste morgenmad og forberedte vores ting til cykelturen mod Empùriabrava. Fina og Rafael havde lånt os deres cykler – Rafael havde næsten lige købt sin: en superlækker mountainbike med støddæmper og alskens lir. Vi pumpede cyklerne og trillede afsted. Vi havde mange mange kilometer foran os – og det i en ret trykkende varme.
Empuriabrava a.k.a. "Little Venice"
Turen var skøn. Fik set en masse natur samtidig med at jeg fik noget kulør på arme og ansigt. Empuriabrava var fantastisk. Det var en slags Venedig med kanaler overalt. Der var dog også veje, but still… Fik knipset nogle fede fotos hvis jeg selv skal sige det. Stemningen mindede mig om GTA – Vice City eller en eller anden mafia-film jeg har set engang. Det var ganske specielt.
Udkigspost i naturparken.
Vi nåede til et natur-reservat hvor vi parkerede cyklerne og fortsatte til fods. Varmen begyndte virkelig at melde sig da vi kom til endemålet for gåturen – en udkigspost med udsigt over hele området og alle omkringliggende bjerge. Vi kunne dog ikke se så meget fordi sigtbarheden ikke var specielt god, men det var nu ganske flot alligevel.
Vi gik tilbage til cyklerne igen, men inden vi kørte videre mod Castill d’empùrias, fik vi os en øl og lidt brød på en xiringuito. Meget tiltrængt.
Vi tog en anden rute hjem – en rute der gik langs kysten. Vi nåede til en strand med folk der windsurfede i flodens udmunding. Der lå et enormt hotel og stranden var overfyldt med mennesker. Vi parkerede cyklerne, klædte om og fik os en god dukkert. Vi var ikke på stranden længere end en times tid før vi pakkede sammen og gik tilbage mod cyklerne – glade og fyldt med gode tanker fra de gode oplevelse indtil nu… Kæden som vi havde viklet rundt om begge cykler, var klippet over og Rafaels cykel var væk! Stjålet! VÆK! Puta madre capullos! Benene blev slået væk under os og stemningen blev på et øjeblik vendt. For det første var det en cykel til mere end 1000€, for det andet stod vi nu der på stranden ud for empùriabravas med én cykel og MANGE kilometer tilbage til Rosas… Efter en helvedes masse banden og svovlen for mit vedkommende (og mest i mit hovede) tog vi hul på den laaaaange tur tilbage. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget mere frustrerende end at få stjålet noget… Shit happens, men det er bare ekstra frustrerende når man tænker på, at det er noget det tilhører nogen, der har lånt deres sommerhus ud OG ikke mindst cyklerne.
Jeg havde svært ved at ryste frustrationen af mig, selv da vi efter mange timer til fods endelig ankom til Rosas igen. Vi satte os ved en xiringuito og fik 3 fadøl hver for at drukne sorgerne. Det hjalp en smule. Vi kom frem til, at på trods af at de skide tyveknægte havde gjort livet meget mere besværligt for os, så sad vi alligevel ved stranden i Rosas med en kold fadøl og nød udsigten og hinandens selskab. Point taken? Det tror jeg nok :-)
Nu kan jeg ikke skrive mere – eller rettere: nu VIL jeg ikke skrive mere for i dag. Sengen kalder.
Tillykke Line
