I dag tog jeg selv til stranden. Jeg kan godt lide selskab, men jeg sætter også pris på at have noget tid for mig selv. På den måde får mine tanker ro til at lande, og jeg kan bedre leve i nuet. Jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis der er for meget ståhej omkring mig dag ud og dag ind, så bliver jeg stresset og søger mere og mere hen mod alene-tid for at restituere. Fest og ballade er helt fint, men alt med måde.
Min far og jeg kørte til Blanes — nabobyen til Malgrat de Mar. Om aftenen var der fyrværkeri-opvisning på stranden, så inden da gik vi en lang tur rundt i hele havneområdet og nød de mange flotte træskibe, mågernes evige rallen og det maleriske “vue” ind over byen. Med udløserfingeren siddende løst, fik jeg i den grad taget hul på fotograferingen! Det kom der nogle ganske interessante fotos ud af:
Aftenen kom snigende, og vi satte os ved en restaurant for at vente på Anna. Vi fik lidt at drikke da hun kom, og gik så hen for at finde en god plads hvorfra vi kunne se det store fyrværkerishow. Det er noget de afholder hvert år i Blanes på stranden ved den store klippe. Det er faktisk lige så meget en konkurrence som det er et show, for der er flere forskellige lande der viser hvad de har at byde på med forskellige og storslåede eksplosioner. Det er helt vildt flot at være vidne til.
Da der stadig var en times tid til det hele blev skudt af, kunne vi lige nå et spil billiard på en bar tæt ved. Det var en rigtig reggae-stemning derinde med Bob Marley og personale med dreadlocks i håret. Fik en øl og to spil billiard mod min far. Da glasset var tømt og den sidste 8-ball stødt i hul, var det tid til fyrværkeri, så vi gik ned og fandt en god plet på stranden. Som altid, blev der indledelsesvis affyret 3 høje brag inden det hele gik løs, for at forberede folk. Der var til min store glæde masser af guldregn — det absolut flotteste fyrværkeri efter min mening. At se det, er som at se alle himmelens stjerne regne ned over en. Det var en fantastisk oplevelse.
Der er forståeligt nok mange folk der trækker ned til stranden for at se denne begivenhed, og derfor er det også et helvede at komme ud af byen igen hvis man har bil med. Det vidste min far godt, men vi tog alligevel chancen. Med en god portion tålmodighed og en smule held, lykkedes det os dog at manøvrere os vej gennem bil-helvedet og tilbage til Malgrat i forholdsvis fornuftig tid — nemlig sengetid!