Så er jeg på vej hjem igen efter godt og vel 2 uger i Faaborg hos min mor… Vejret kunne have været bedre, men sådan er det jo, Jeg ville gerne have surfet noget mere og have været ovre på Bjørnø flere gange med robåden, men det må jeg gøre næste gang så. Ellers har det været lækkert nok :)
Sidder lige nu i bussen på vej til Odense. Regnen pisker uden på busvinduet og jeg sidder og jeg glæder mig ikke til at skulle cykle hjem, men måske regner det slet ikke i Kolding.
Det er jo også ved at være tid til at skulle pakke til Spanien… jeg skal ikke glemme noget vigtigt i hvert fald, det er helt sikkert.
Nåå ja, så kom jeg lige til at tænke på noget i går, som egentlig undrede mig en del og stadig undrer mig. Når folk chatter…
Et eller andet sted, så synes jeg det er ret underligt at besøge web sites for at sidde og chatte med folk man ikke kender. Jeg har det underligt med det i hvert fald, godt nok er der ikke nogen der tvinger en til at gøre det, men hey, jeg gør det alligevel. Og de ting som folk snakker om er meget ligegyldige har jeg observeret. Sætninger som ”Hvad laver du?” går ofte igen, ikke blot på online chat-sites men i høj grad på mobilen via SMS. Jeg har en del chatvenner, som jeg også kommunikerer med via min mobil, og en mere ligegyldig beskæftigelse kan jeg ikke forestille mig (ikke for at fornærme jer derude buddies!) men når jeg får en besked på mobilen, som siger: ”Hvad laver du?”, så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vedkommende vil vide det… jeg mener, når personen ikke engang kender mig personligt. Det er da komisk et eller andet sted. Men jeg leger med på samtalen og skriver da også hvad jeg laver.
Det er underligt men et eller andet sted fascinerende, at vide hvad et andet individ uden for ens sociale netværk render og laver. Jeg må formode, at dem jeg chatter med har det på samme måde.
Okay, nu var der lige en lille knægt ved siden af mig i bussen der fik en pose slik af en gammel kone… *lol* Tror ikke hun kendte ham eller også var hun hans bedste eller noget. Hun sad i hvert fald meget længere oppe i bussen… Well, lille afbrydelse. Tilbage til chatteriet.
Men hvad er det så der virker dragende på de tusindvis at personer der dagligt sætter sig til chatten for at kommunikere med andre landet over/verden over? Er det ikke bare den evige søgen efter en partner? Dette er nok tilfældet for de fleste chattere af hankøn, men jeg kan ikke udtale mig på hunkønnets veje…
Jeg vil lige lade det hænge lidt, og måske vende tilbage til denne problemstilling senere… det er fucking svært at skrive i en bus, der bumber afsted.
—
Back! Jeg ved ikke, om jeg har noget i køleren derhjemme –> well, det er højst sansynligt ikke spiseligt ikke spiseligt nu *Gg*. Fik nogle kartofler med hjem af Mutter, så dem vil jeg lave noget lir med tror jeg. Jeg er monsterglad for, at jeg fik gjort hovedrent inde jeg tog på ferie. Det er en god ting at gøre inden man rejer af synes jeg. Så behøver man ikke bakse med det når man kommer hjem og skal til at begynde på skolen igen.
Lige nu er jeg i Middelfart. Toget skal lige koble nogle vogne af og så er det ellers mod Fredericia, hvor jeg skifter.
Okay, det med at chatte… Der er vel en vis spænding i det at chatte, fordi under al den, til tider meget ligegyldige snak og dumme spørgsmål, så ligger der noget underliggende og uforklarligt. Noget, som driver begge parter til at blive hængende ved tasterne og kontinuerligt fyre den ene replik af efter den anden. For mit vedkommende bestræber jeg mig på at være anderledes i det jeg skriver, spontan og uberegnelig –> det skal en god chatter være ifølge min mentalitet.
Tillykke Line
