Denne rejsedagbog er fra min sommerferie i Spanien 2001. Som du nok kan se, nåede jeg kun at skrive om den første dag, rejsen derned.
—
Jeg stod op kl. 05:30 om morgenen fordi Kaj og jeg skulle helt ud til Kastrup Ludthavn, hvor jeg skulle med en 585’er til Barcelona. Jeg havde slet ikke sommerfugle i maven over flyveturen, men da vi kom til lufthavnen blev jeg lidt nervøs. Kastrup Lufthavn er kæmpestor! (Jeg tror den er større edn den i barcelona…).
Jeg fik min taske op på rullebåndet og sagde at jeg ville have min rygsæk med i flyet (der var nemlig slik i som jeg skulle tygge på hvis jeg fik propper i ørerne).
Kaj spurgte om han kunne få lov til at følge mig hen til flyet, men manden sagde at han skulle vise sit pas for at kunne få lov til det, så det kunne han ikke (han havde ikke sit pas med). Så jeg gik rundt på egen hånd (der var en time til afgang). Jeg fandt hurtigt en af de der store skærme i loftet hvor alle fly-afgangene er skrevet på, og hvilken “gate” man skal gå ud til. Der var som sagt en times ventetid, så gate-nummeret var endnu ikke dukket op ved Barcelona-flyet. Jeg satte mig derfor ned og ventede til det dukkede op.
Efter en halv times venten kom gate-nummeret tilsyne. Det var gate nummer A-23. Jeg gik næsten en kilometer før jeg kom til gate A-23. Der ventede jeg igen, og så gik jeg ombord på flyet sammen med en masse andre. Jeg nåede lige at tage “El País” med ind i flyet (der er en spansk avis). Jeg tror jeg kom til at sidde ved siden af nogle svenskere, de snakkede slet ikke…
Da flyet lettede var jeg rimelig nervøs, men det gik hurtigt over. Der var masser af solskin og det så ud som om man kunne stå på skyerne uden at falde ned. Jeg bestilte 2 små dåser cola som smagte godt i modsætning til den elendige mad de serverede! Halvrådden salat og roastbeef krydret så stærkt så man ikke skulle kunne smage hvor dårligt det var!
Flyet landede i Barcelona til tiden (det var en meget dårlig landing og alle folk begyndte at klappe da flyet var landet). Jeg fik hentet min bagage fra et rullebånd, og gik ud til velkomsthallen. Min far var der ikke , så jeg gik rundt ca. en halv time, og så dukkede han pludselig op og sagde undskyld fordi han kom for sent. Vi kørte i hans bil til Elvira’s hus hvor vi spiste og sov.
—
Det var sku’ en kort rejsedagbog hva? Det er en dårlig vane at jeg ikke får skrevet mine rejsedagbøger færdige!