I går og i dag har jeg undervist i FontLab på Designskolen Kolding (15:00-20:00). FontLab er et program som professionelle skriftdesignere benytter til at tegne skrifter med. Personligt synes jeg ikke det er verdens mest brugervenlige program, men så snart man har gennemskuet de mest vigtige værktøjer, så er man godt stillet m.h.t. at lave funktionelle skrifter.
Der var rigtig meget bøvl med teknikken i går, men Søren Grønning var heldigvis på skolen og gjorde sit bedste for at få det til at køre. Det betød desværre, at jeg blev nødt til at omstrukturere den plan jeg havde lavet for dagen. Well, jeg forsøgte i hvert fald at få så meget ud af det som muligt på trods af de mange tekniske problemer.
I dag gik det meget bedre. Jeg synes jeg havde et bedre flow og der var stort set ingen tekniske problemer, så jeg kunne stille og roligt følge min plan. Der var desværre ikke så mange tilbage på holdet efter gårsdagens problemer, men jeg har tænkt mig at sende en mail ud til alle de tilmeldte med en opfølgning på undervisningen. Som designer er det vigtigt at kunne skabe sine egne skrifter, så jeg vil meget gerne hjælpe dem allesammen godt på vej. Jeg overvejer at lave en FontLab videotutorial på dansk. Det har jeg ikke kunne finde på nettet, og jeg kunne forestille mig at der er mange derude der kunne have interesse i at se sådan en. Måske kan skolen endda henvise til den video i forbindelse med fremtidige undervisningsforløb i FontLab.
Det har været en vild oplevelse at undervise i et program som jeg knap nok selv kender. Jeg har ligget vandret de sidste par dage og virkelig nærlæst manualen til programmet samt bogen “Skriftdesign med FontLab Studio 5.0” af Trine Rask. Det har været intenst og ekstremt lærerigt, netop fordi jeg har været tvunget til at tilegne mig viden for at kunne formulere den videre nærmest umiddelbart efter jeg har tilegnet mig den. Jeg føler virkelig at jeg har udfordret mig selv, og at jeg er kommet ud på den anden side – klogere og med endnu mere erfaring. Det kan man ikke købe for penge!
FontLab kan godt være lidt “tørt” nogle gange – specielt når man snakker om Metrics og Kerning, så jeg flettede nogle “pausevideoer” ind i undervisningen for at variere det lidt. Jeg forsøgte at finde nogle relevante men sjove videoer på YouTube vedr. skriftdesign / skrifter generelt. Den første jeg satte på var den her (nærmest som en intro). Dernæst viste jeg den her og til sidst denne video. Det fungerede ret godt, så det er klart noget jeg vil gøre igen d. 16-17 februar når jeg skal undervise i FontLab igen.
3 Responses to FontLab 5.0 undervisning