Kage, Enter Activity og Vejerboden

I fredags fløj jeg til Århus med DSB for at holde weekend med kærligheden. Da jeg landede blev jeg modtaget af min pige på mountain bike, hvorefter vi trillede direkte hen til Mr. Mangaard (udtales “Man Guard” har jeg lige bestemt). De havde aftalt at bage noget kage til festen den efterfølgende dag, så det gik vi i gang med – eller dvs. Nanna og Lyuba gik i gang med at bage kage. Alexander, Kristian og jeg fik set de to nyeste afsnit af South Park, så det var jo cool nok :p Kristian havde svært ved at lægge sit kortspil fra sig, da han først var begyndt at vise os diverse (mere eller mindre heldige) korttricks. Han er sgu noget af en gøgler hehe. Alexander gav en Princip frysepizza – jeg anede ikke at Princip også gjorde sig i frysepizzaer (what do you know!) men den var også lige lidt bedre en konkurrenternes. Klokken blev mange, og det endte med at vi lå i stuen og stenede til filmen “Underworld” (kan ikke lige huske hvilken en af dem). Kristian var faldet i søvn på lænestolen, og det var dér vi besluttede os for at tage hjem til Viby-land og sove. Nanna kørte os noget af vejen, så vi kunne gå det sidste stykke og kigge på stjernerne som var ualmindeligt synlige den aften.

Næste morgen tog Lyu og jeg på Aros for at se udstillingen Enter Action – Digital Art Now. Det var virkelig en oplevelse, og som alle andre gange hvor jeg har store oplevelser, så glemmer jeg at tage fotos… Men jeg kan i det mindste sætte ord på hvad der skete. Der var mange forskellige mere eller mindre interaktive opstillinger, men den der rørte mig mest hed “Listening Post” (2002-2006). Her er beskrivelsen fra folderen:

Kunstneren Ben Rubin og statistikeren Mark Hansen står bag værket Listening Post, der har vores forbundne og kommunikerende verden som sit omdrejningspunkt. Installationen består af 231 små digitale displays, der hænger fra loftet som et digitalt tæppe. De mange skærme får liv fra Internettet, idet en online computer finkæmmer tusindvis af offentlige netfora for sætninger og ord. I realtime glider brudstykker af ord og fraser skrevet af mennesker verden over hen over skærmene akkompagneret af computerstemmer og en musikalsk lydside. Her kan man læne sig tilbage og lytte med på verden, som kommunikerer.

Det satte virkelig verden og Internettet i perspektiv for mig. At sidde i et helt mørkt rum og se fragmenter af folks samtaler glide forbi ens øjne er en helt utrolig oplevelse – specielt fordi installationen kunne kategorisere teksterne efter temaer såsom “I FEEL” eller “I AM”. Jeg blev specielt rørt, da der på den ene skærm efter den anden kørte tekster efter temaet “I LOVE”. Mangfoldigheden var ganske enkelt overvældende.

En anden rigtig god oplevelse var lyindtallationen “Sonic Bed“. Det var en seng med indbygget højttalersystem, som v.h.a forskellige toner kunne få sengen til at vibrere. Da jeg lå på den, kunne jeg mærke hvordan lydene bevægede sig fra tåspidserne, op gennem ryggen og helt op i hovedbunden. Det var helt vildt!

Da vi havde været alting igennem, mødtes vi med Nanna for at købe chips i stor stil til festen om aftenen. Den fandt sted i Vejerboden i Studenternes Hus nede ved havnen, og efter shop-amok i chips, tog vi derhen for at forberede lokalet til party party. Der var en masse stole og borde ders skulle slæbes frem og stilles op, så det kom jeg sgu’ til at svede af! Godt jeg havde en backup t-shirt med (den med mågen!). Vi bestilte burgers og pizza efter det hårde arbejde med at forberede det store lokale, og så begyndte folk stille og roligt at dukke op… Og det er ikke nogen underdrivelse når jeg siger “stille og roligt” for der kom desværre ikke så mange som de havde regnet med. Det er dårlig stil at folk ikke kan melde afbud, men sådan kan det gå. Det var dog sjovt nok alligevel, og Alexander introducerede mig tilmed for en alternativ måde at tage shots på, som er meget effektiv må jeg sige. Tricket er, at man skal gurgle det i munden et stykke tid og så trække en masse luft ind, lige når man har slugt shot’et. Damn what a rush! Da kl. blev henad 3 om natten, begyndte vi at pakke det hele ned igen. Gik hele vejen hjem med ekstremt døde fødder. Mine nye sko har endnu ikke formet sig 100% efter mine fødder, og det kunne sgu godt mærkes!

Men summasumarum: en rigtig god weekend med min pige. Det var dejligt at være lidt social…

This entry was posted in fest, Forhold, Venner. Bookmark the permalink.

One Response to Kage, Enter Activity og Vejerboden

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *