Jeg stod op med solen og mødtes med min far, for at gå en stille og rolig tur ned til stranden. Vi endte på La Ola — en “chiringuito” der ligger lige ned til vandet. “Chiringuito” er en betegnelse for en lille restaurant eller bod der typisk ligger tæt ved vandet. Min far og jeg plejer at sætte os der og få en vermouth negro med oliven, patatas bravas (stegte kartofler) og evt. calamares (blæksprutteringe). Det er det perfekte sted at sidde og nyde strandstemningen i Malgrat, da man både kan betragte de mange folk der kommer gående på promenaden lige foran restauranten, men også kan nyde synet af stranden og middelhavet længere fremme.
Dette foto af min far er dog ikke fra La Ola, men derimod fra en restaurant henne langs turist-boulevarden. Han minder om en eller anden kendt skuespiller eller musiker... Vi snakkede også om det, men jeg kan ikke huske hvilket navn vi kom frem til. Leonard Cohen?
Efterfølgende slentrede vi ned til vandet med vores håndklæder for at slå mave. Til sidst blev det så varmt, at den eneste mulighed var at springe i vandet. Vi tog det begge to i et moderat tempo, da maven ellers ville få et kulde-chock. Vandet føltes isende koldt ved første berøring, men blev så mere behageligt efterhånden som mere af kroppen kom under. Pragtfuldt.
Hjemme hos Elvira tog vi et bad for at vaske alt saltet af. Huset får vand direkte fra undergrunden og ikke fra vandværket som mange andre huset. Det betyder, at vandet er mere mere blødere og virker helt anderledes på huden, end når jeg tager bad hos Ton & Soçi (T&S). Min farmor har fået indrettet en smart brusekabine med stol, så hun nemmere kan bade. Før i tiden var der et badekar, men det har de fjernet for at kunne indrette denne kabine. Det er meget bedre. Dermed ikke sagt, at jeg ikke bryder mig om badekar.
Vi drak en øl i haven og så cyklede jeg tilbage til T&S.
Tillykke Line
