JOKKE-SVIN.DK

Vækkeuret ringede klokken 8:30, og jeg stod op og bankede på Pol’s dør for også at vække ham. Vi var begge meget trætte efter i går, da det blev ret sent. Vi spiste morgenmad og cyklede så hen på stationen for at mødes med Alex. Han var noget forsinket, så vi begyndte at tro at han havde glemt os. Det var heldigvis ikke tilfældet.

Vi tog allesammen hen til klipperne for at dykke med briller og se på fiskene (ved det røde flag — uh, vi er så modige!). Vi blev der meget kort da vi havde en aftale i Santa Susanna med en af Alex’s venner som arbejder ved en lille forlystelsespark. Vi havde fået lov til at komme og spille gratis billiard og bruge de mange trampoliner. Vi kunne selvfølgelig ikke vente, så vi sprintede til Santa Susanna på vores cykler langs turist-boulevarden — Alex på en fed retro mini-cykel, som der er mange der har hernede (arvet efter deres bedsteforældre).

Vi ankom til et lille tivoli-agtigt setup, hvor en gut gik og fejede. Han hed Joaquim lige som jeg, og er et af de mange medlemmer af Skandal Band som mine fætre Alex og Albert også spiller i. Joaquim lukkede op for billiardbordet så vi kunne spille gratis, og da vi var færdige kom Albert forbi. Vi gik allesammen videre til trampolinerne. Der var omkring ti — allesammen omkranset af et højt hegn. Vi hoppede og hoppede og kørte os selv fuldstændig trætte i varmen, men det var al sveden og hudafskrabningerne værd! Outch! Udmattede cyklede vi tilbage til Malgrat og spiste en omgang burgere på den engelske.

Alex kører den gode stil...

Pol går amok på trampolinerne!

Jeg holdt en god og lang siesta på min fars gamle værelse. I mellemtiden fik min farmor repareret TV’et, som længe havde plaget hende med en irriterende hyletone. Jeg stod op igen og gik ud for at lede efter en gave til damen. Vejen gik dog først forbi Alex for at spørge ham, om han kunne finde den butik jeg ledte efter. Han fulgte mig derhen, og jeg var heldig at finde lige præcis hvad jeg ledte efter.

Næste stop: New Crown And Anchor. Jeg drak en Leffe og snakkede lidt med ejerne. De er selvfølgelig fra england, og er rigtig flinke. Pludselig blev der sat et superfedt nummer på anlægget derinde, og jeg spurgte med det samme hvem kunstneren var. Det viste sig at være “Splodgenessabounds“. Jeg fik en seddel med navnet på, så jeg kunne undersøge det nærmere derhjemme.

Da jeg var ved at være færdig med øllen, ringede min far og spurgte om jeg kunne komme hen til Elvira, så vi kunne køre mod Calella. Jeg drak ud og tog afsted! Og hvad skulle vi så i Calella? Jo, min fætter Adri havde fernisering på nogle af sine udvalgte malerier i “El Pla Dels Encants” kl. 20:00 (tæt ved stationen). Calella er altid overstrømmet med turister, så at finde en parkeringsplads nær centrum er nærmest umuligt — specielt når dele af den indre by er midlertidigt aflukket p.g.a. vejarbejde! Men… det lykkedes os heldigvis efter lang tids søgen. Vi kom en anelse senere end 20:00, men de var heldigvis ikke gået i gang endnu. Da vi kom ind, var Adri ved at hænge sine værker op. De var helt utroligt flotte. Vi har godt nok kreative talenter i familien. Herligt!

Min far hjælper Adri med at hænge malerierne op.

Adri + Lali

Der gik ikke længe før kendte ansigter begyndte at dukke op: Ton, Soçi, Júli, Teresa, Albert + kæreste, Pol, Alex og Miquel + konen. Adri’s kæreste Eulália (Lali) var der selvfølgelig også. Vi var mange, men der var lige akkurat plads til at vi kunne sidde ved de lave borde og nyde lidt god mad inden musikeren Roly Berrío gik på den lille scene. Han var fra Cuba og spillede helt fantastisk på guitar kombineret med en unik måde at synge på. Vi var mange der efterfølgende købte hans CD, signeret og det hele! Roly var meget god til at få publikum med på hvert nummer, så stemningen var helt oppe og ringe sidst på aftenen. Det hjalp også på det, at min far og jeg havde nydt to pragtfulde mojitos hver. Hvis du er i Calella og vil have en god mojito, så tag til El Pla Dels Encants og bestil den der!

Ved 01:00-tiden sagde vi alle farvel til hinanden og tog hjem. Min far blev guidet ind til siden af spirituskontrollen, men vi slap heldigvis igennem på trods af at han lå lige over grænsen af det tilladte. Den var ikke gået i DK! Jeg blev sat af hjemme ved farmor, hvorfra jeg cyklede jeg og i seng.

Jeg overraskede mig selv og stod forholdsvis tidligt op. 09:30 mødtes jeg med Alex foran apoteket tæt ved min farmors hus. Jeg blev introduceret til hans ven (som jeg desværre ikke kan huske navnet på) og så tog vi ellers til stranden.

Vi slog os ned lige ud foran klipperne. Der er altid plads fordi turisterne er bange for det røde flag, som er hejst for at advare mod klipperne. Det er dog muligt at svømme der, så længe man har briller med og er opmærksom på, hvor man befinder sig i vandet. Har man styr på disse ting, så venter der en spændende verden under overfladen, med stimer af fisk og flotte klipper. Der er desværre ikke koraller, men det er alligevel sjovt at dykke der. Vi morede os i hvert fald gevaldigt.

Efter vores strandtur tog jeg hen til min farmor. Der lå en stor bunke træ i entréen som min Miquel og Júli havde savet fra T&S’s have, til brug i pejsen om vinteren. Elvira fortalte at de ville komme senere for at bære det hele ud i haven, så det kunne tørre i solen. Jeg besluttede mig for at gøre det for dem som en god overraskelse, og for at hjælpe lidt til. Elvira havde svært ved at sidde stille, da jeg kom slæbende med det ene læs træ efter det andet. Jeg forsøgte at forklare hende, at hun bare skulle overlade det til mig og at jeg rent faktisk nød at hjælpe til. Til sidst lykkedes det hende at sætte sig ned i lænestolen. Det var nogle store brændeknuder, og jeg fik en del mærker på armene af at bære dem. Glæden ved at hjælpe overstrålede dog det hårde slid.

Med sveden dryppende fra panden, gik jeg ind i køkkenet og skar nogle kølige stykker vandmelon af, som jeg få sekunder senere lystigt begravede mit hovede i. Jeg fik også et stykke af den kage, som Elvira havde bagt til familiemiddagen senere om aftenen. Jeg skyllede det hele ned med en Karlsquell.

Hjemme hos T&S faldt jeg om på sengen mega træt. Jeg sov i nogle timer, hvorefter jeg så småt begyndte at forberede middagen med de andre nedenunder. Vi blev omkring 15, så det var noget af en udfordring at organisere borde og stole, for ikke at tale om selve borddækningen. Det hele gik dog op i en højere enhed til sidst. Vi kunne dog ikke have klaret det, havde det ikke været for Ton’s sublime overblik og perfektionistiske borddækning. Jeg gik og jokede med, hvordan hun inddelte dækservietterne efter farve og mønster på de forskellige borde.

Selve middagen var, som altid, helt vildt hyggelig. Jeg nyder virkelig at samles med hele familien dernede, spise god mad og joke om ditten og datten. Jeg fik en t-shirt af Alex og Albert med deres band’s logo på (Skandal Band). Superfed. Vi gloede nogle sjove videoer på YouTube, bl.a. Boca Seca Man og Hijoputas som begge er nogle videoer vi altid går og joker med i det daglige (de er vist begge to fra et show der hedder La Hora Chanante). Det er fedt at kunne dele den slags humor på tværs af landegrænser.

Jeg rundede aftenen af med at drikke en øl på terrassen med Adri. Vi snakkede om hvor fedt det kunne være at dubbe Beverly Hills 90210 med stemmer på samme måde som i Retrospecter.

Bagindgangen til Casa Estevenet.

Alarmen vækkede mig kl 8 — på grænsen til det ukristelige når man nu har ferie! Jeg var alt for søvnig til stranden, så jeg skrev til min far at jeg alligevel ikke kunne, hvorefter jeg lagde mig til at sove igen. Adskillige timer senere stod jeg op og cyklede hen til Elvira. Der fik cyklen dog ikke lov til at stå stille særlig længe, for i næste sekund var min far og jeg på vej mod Palafolls. Vi havde ikke fået nok af den solide mad på Can Estevenet, og måtte simpelthen have endnu en omgang for 10 euro.

Vi cyklede ned mod stranden og fandt et sted uden turister, et godt stykke væk fra alle hotellerne. Her blev vi et godt stykke tid. Vi samlede sten og snakkede om sten. Jeg fyldte mine håndflader og betragtede hvordan ikke én sten var ens. Dernæst kastede jeg et blik langs vandkanten og de millioner af sten der lå der. mine tanker vandrede længere ud, hele vejen langs den spanske kyst og derfra ud i intetheden. En håndfuld sten. En påmindelse om livets kompleksitet og orden.

Op på cyklen igen. Vi stoppede ved en musikbutik i Malgrat for at købe forskellige plekters til min fars guitar. Hjemme i haven blev de testet til den helt store guldmedalje. Vi snuppede også et spil skak. Det var meningen at vi skulle have spillet domino, men vi kunne ikke finde det.

Sulten begyndte atter at melde sig, så vi gik hen på Bar Nolo hvor vi fik to supergode pizzaer. Nolo er et godt sted. Det eneste de skal have styr på, er deres musikvalg. Det er ikke specielt rart at sidde og spise til enerverende techo-musik, og jeg begriber ikke at de ikke selv kan se absurditeten og det totalt malplacerede ved det. Nå, nok brok fra min side! Vi forsøgte at ignorere musikken, spiste færdig og gik efterfølgende en kort tur. Stødte ind i min fætter Albert, som var på vej til stranden med nogle venner for at spille musik. Jeg ville gerne have været med, men fordi jeg skulle tidligt op i morgen og til stranden med Alex (Albert’s bror), var jeg nødt til at afslå invitationen.

Mæt og glad tog jeg hjem til T&S for at sove.

Tidligere på ugen havde min far aftalt med en kammerat, at vi kunne komme forbi og se hans hus og foto-studie i Palafolls ved 16-tiden. Kammeraten hedder Benet (eller “Benni”) og ham og min far kender hinanden fra skoletiden. Klokken var ikke helt 16 endnu da vi hoppede på cyklerne, så cyklede lidt rundt i omegnen af Palafolls spiste til middag på Casa Estevenet. Her serverer de traditionel catalansk “land-mad”, hvilket oversat til dansk betyder kød kød og mere kød. Sjældent har jeg været så mæt — end ikke efter en julefrokost! For blot 10 euro får man en tre retters menu med tallerkener der er fyldt til randen. For første gang i mit liv satte jeg tænderne i en blodpølse. Jeg skulle lige vænne mig til smagen og de uidentificerbare klumper under det hjemmelavede skind, men så smagte det faktisk også ganske udemærket. Jeg fik også gnasket lidt på nogle grisetæer!

Stopmætte cyklede vi hen til Benni og fik en rundvisning i hans lejlighed, som viste sig at være helt suveræn fed! Han er fotograf og kunstner, og havde derfor mange af sine værker hængende rundt omkring. Hele lejligheden var en skøn blanding af rå murstensvægge og moderne interiør. Lige noget jeg kunne forholde mig til. I midten af lejligheden var der et rum uden loft (en slags gårdhave om man vil) med glasvægge ind til stort set alle resterende rum. De to badeværelser var adskilt af denne gårdhave, og Benet fortalte hvordan de nogle gange tog brusebad ude i gårdhaven når de regnede.

Jeg så nogle fotografiske eksperimenter han havde lavet, og jeg viste ham tilsvarende noget af mit arbejde. Der gik selvfølgelig ikke længe før vi havde tilføjet hinanden på Facebook for at kunne holde kontakten ved lige. Benet foreslog at min far og jeg kunne komme forbi en dag så han kunne tage portrætter af os til hans nuværende projekt. Det sagde vi selvfølgelig ja til.

Min far og jeg cyklede tilbage til Malgrat og tog bilen til Blanes. Min far havde en aftale med tandlægen, og jeg tog med. Efter at have studeret venteværelset en god halv times tid, gik vi op i min fars lejlighed (ja helt op på taget faktisk) hvor vi nød en kold øl, og snakkede om de larmende hunde ovre på den anden side af gaden. Deres genboer har vist omkring 8 hunde, og når én begynder at gø, så går der ikke længe for der står et helt kor af hunde og gør. Ganske forfærdeligt — specielt taget i betragtning, at min far er så super følsom over for larm.

En af naboens hunde løber hen over taget på deres hus ovre på den anden side af vejen.

Tilbage i Malgrat. Dagen begyndte at gå på hæld, og vi sad og fulgte lysets retræte ude i farmors have imens vi spillede guitar. Min far lærte fra sig, og jeg tog det hele til mig. Jeg følte virkelig at jeg fik mere og mere styr på guitaren jo længere tid vi sad og spillede. Lidt mundharmonika blev det også til.

Mørket faldt på, og vi gik hen på den engelske for at snuppe en burger og en Leffe (brown) hver. Så gik turen hen langs turist-boulevarden, og ja… et spil billiard inden sengetid. Vi aftalte at tage tidligt til stranden i morgen.

Som så mange andre morgener, tog jeg hen til min farmor Elvira — det faste mødested for min far og jeg. Inden jeg tog afsted, fortalte Adri at Ton og Soçi havde planer om at tage til restaurant Can Ton i Blanes for at spise til middag. Jeg skrev det bag øret og hoppede på cyklen. Jeg ventede et godt stykke tid inden min far kom, og vi kørte direkte til Blanes efter at have koordineret det hele med Ton og Soçi.

På Can Ton ventede der os en dejlig paella. Vi hyggede os og Adri afleverede endelig de mange LP’er som han havde lånt af min far i meget lang tid. Det blev han glad for. Min far fortalte den famøse historie om LP’en med lydeffekter. Han havde engang nogle meget larmende overboer, som gik rundt med step-sko på hele dagen (eller sådan lød det i hvert fald). Når det blev for meget for min far, satte han LP’en på og fandt klippet med en løves brøl. Så satte han højttaleren helt op mod loftet, skruede helt op for volumen og afspillede pladen… ROOOOOAAAAAARRRRGH!!! Ud kom et skrækindjagende brøl, og han fik en times ro. Jeg kunne have fundet på at gøre præcis det samme hehe.

Da vi skulle til at bestille, ringede min mobil pludselig. Det var en dejlig overraskelse fra Danmark. Need I say more ;) Menukortet blev sat på standby for en stund, og der blev udvekslet kærlige ord over lang afstand. Yay!

Efter at have konsumeret en fantastisk paella, kørte vi hjem til Malgrat igen, hvor jeg sad lidt i haven og hyggede mig. Klokken var vel omkring 16 da jeg tog til stranden med min far og min onkel Miquel. Der er så dejligt få ting man skal tage stilling til når man har ferie, men en af de ting man skal tage stilling til er, om man skal til stranden eller ej. I sandhed hårdt arbejde!

Jeg bestilte tre Leffe’s på den engelske, imens Miquel gaflede en håndfuld shawarmas fra baren ved siden af. Eva kom forbi og sluttede sig til min far, Miquel og jeg. Vi sad og nød festmåltidet og aftenluften inden vi tøffede hjemad og i bad.

Hvilken bedre måde at runde dagen af på end at smide en god film på Mac’en? Den stod på Kick-Ass og jeg nød hvert et sekund af den!