Studietur: Helsinki / St. Petersborg

Studietur fra d. 27/03/06 til d. 09/04/06

Jeg er lidt ked af at jeg har forsømt at skrive under selve turen, men det har været nogle ret hektiske og intense dage. Jeg kan derfor ikke garantere et kronologisk handlingsforløb (jeg skal dog prøve ikke at begynde “in medias res”).

Det hele begyndte en kølig søndag nat d.26/03 på Kolding station, hvor jeg sad og ventede med alle mine pakkenelliker på toget mod Kbh. Mødte Lea som skulle overnatte i Kbh. hos nogle bekendte før hun tog ind til lufthavnen. Selv havde jeg ikke arrangeret nogen overnatning bortset fra den på lufthavnens behagelige bænke… Mmmmm.

Konduktøren klippede mit WildCard da det var udløbet :( Slap heldigvis for at betale 500 i bøde, men først efter at have talt med endnu en konduktør ved skiftet i Fredericia… De er altid så sure om natten *pis*.

Ankom kl. lort til Kastrup og fik mig bakset op i terminalen hvor jeg sonderede terræn’et efter en nogenlunde bekvem bænk jeg kunne spendere de næste 5 timer på. Jeg ankom nemlig til Kastrup ved 04:00-tiden (hvis jeg husker rigtigt) og flyet afgik kl. 09:00. Hvorfor dælen kan dsb ikke have lidt flere afgange om natten?!

Gik lidt rundt i terminalen og så hvordan den blev fyldt med folk i takt med at tiden skred frem. En nordmand med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden spurgte mig om noget. Han sagde en del, men det eneste jeg kunne tolke var: “Hvor kan jeg finde en stripper-bar her i byen?” og “Hvor er taxa’en?“. Han var ret blæst…

Jeg fik ikke rigtig sovet søndag (som jeg ellers havde planlagt at gøre) og det var også sparsomt med søvn i lufthavnen, så man kan roligt sige at jeg havde nået zombie-stadiet da jeg endelig sad i flyet med de andre. ‘Kæft jeg var træt!
Det var en ret så behagelig flytur ellers. Fandt videokameraet frem og filmede M’s reaktion på sin første flytur nogensinde. Det var værd at få det på bånd :p Det overraskede mig at vi fik mad på flyet. Det troede jeg ellers alle flyselskaber var begyndt at spare væk (eller måske er det bare SAS).

Vi skulle flyve i et lille prut-fly, hehe.

Vi havde næsten ingen pause da vi landede i Helsinki. Kørte lige på og hårdt med at smutte ud og se byen. Gå gå gå, aldrig har mine fødder gået så meget som de har under hele denne studietur.
Jeg har gået på alle slags underlag, og i alle former for vådt føre. Det har spændt fra helt normal og stabil asfalt henover det mere nubrede og usikre til det direkte farlige underlag som vel nærmest falder ind under kategorien “krigsramt område”.
Sidstnævnte var der specielt meget af i St. Peterborg, men meget mere om det senere.

Vi skulle være i Helsinki i en 3 dages tid (mener jeg) før turen gik videre til RUSSIA *wuhu*. Før rejsen havde jeg investeret i en god trolley samt en ny skuldertaske, da jeg tog en del værdifuldt udstyr med. Det har været et ret godt køb nu jeg tænker over det. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig hvis jeg skulle have bøvlet rundt med min gamle sportstaske og hullede skuldertaske, som jeg havde købt i Tiger det Herrens år 1700-grønkål.

Turen fra Helsinki lufthavn mod vores hostel var udmattende. 70% pga. den manglende søvn og 30% pga. det grusbelagte og isede underlag som hjulene på min trolley ikke kunne køre rundt på. Det betød at jeg måtte tage den store taske op i hånden 117 gange. It was tough… but funny at the same time! (Pim De Kaisegracht).

Det første der slog mig da vi nåede Helsinki var de meeeeeget lange og besværlige navne. Man kunne godt fristes til at tro at Finnerne ved tilblivelsen af deres sprog har siddet i en rundkreds og tænkt: “Hmm, vi skal finde på et sprog til vores folk. Hvad om vi ikke bare tager denne håndfuld konsonanter og kaster dem tilfældigt ned på en række, krydrer det hele med nogle vokaler (fortrinsvis y’er) og smækker et “i” i slutningnen af ordet!“. Sådan ca. tror jeg Suomi blev til (+ lidt svenska).

Hvordan kan man overhovedet UDTALE det her?

Fynboer vil klart føle sig hjemme i Finland!

Igen, guf for fynboer *lol*

…og så blev det næsten for meget til sidst!

Af andre eksempler kan jeg nævne “appelsini marmeladi” (ja, appelsin-marmelade!).

Det lykkedes os at navigere gennem regnskoven af tilfældige bogstaver, og lige pludselig stod vi foran indgangen til vores hostel. Fair nok kvalitet og ret gode badeværelser faktisk. Jeg er ellers vandt til at sådanne badeværelser er små, kolde og stinker af amoniak og morgen-urin af værste skuffe *yuck!*.

Således var inddelingen på værelserne:
4= malte, thomas, niels, Qin Du
3= joaquim, (allan), tore
3= marieke, mie, sidsel
3= marjetka, sahar, shine
3= tilde, karin, lea
3= nadja, anne, line
3= maria, annesofie, ditte

I Helsinki besøgte vi designskolen Arabia. Super-fedt sted må jeg sige. Den skole er helt anderledes end vores rene og kliniske universitets-wannabe-agtige skole. Der var ikke ét lokale på Arabia-skolen der var ens. Det var lidt bøvlet for navigeringen rundt, men meget inspirerende at gå gennem de labyrint-agtige gange.
For at komme fra et sted på en etage til et andet på samme etage, skulle man op og ned at en masse trapper. Elevatorerne på skolen var også et kapitel for sig. Når man trådte ind og trykkede på f.eks. 3. sal, kunne man ikke være helt sikker på at man rent faktisk endte på 3. sal. Well, en kreativ skole fordrer vel en kreativ infrastruktur (hvis man kan bruge den betegnelse).

Tog nogle billeder af de studerende på Arabia-skolen. Det er sjovt at sammenligne andre landes designskoler med sin egen.

Tur i elevatoren. Spændte på om vi ender på den rette sal…

Sådan en stol skal jeg sgu’ ha engang. Det er som en lille hule når man sidder derinde – og som en ekstra bonus kan de sgu’ tilmed dreje rundt!

Lederene fra henholdvis grafisk og industrielt design fortalte os om hvordan skolens system fungerede. Hele området som Arabia ligger i, er én stor keddel med glohede og sprudlende kreative kræfter. Oprindeligt troede jeg kun det var én skole, men det viste sig at være adskillige afdelinger spredt ud på et område på størrelse med et helt boligblok-kvarter… Sikkert større.

Her fortalte lærerene om skolen.

Ellers gik tiden i Helsinki med at spise på diverse restauranter og gå rundt og fryse. Specielt ét sted kan jeg huske tydeligt. En tapas-bar ved navn “BAR CELONA”. Hyggelig belysning og good vibes fra gæster og personale.

En ting jeg fandt ret morsom var, at folk var helt vilde efter at komme ud og stå på isen *Gg*. Jeg mener, hvor fedt er det at stå på noget is? Det kan vi da også i DK om vinteren hvis det er… Men jeg tog med ud alligevel, hvilket skulle vise sig at blive en dejlig lille “ekskursion”.
Alt var frosset til pga. den hårde kulde, så vi kunne rent faktisk rende rundt på kanaler og et godt stykke ud på havet. Det er godt nok flot når alt er hvidt-i-hvidt. Horisonten blev visket ud mellem isen på jorden og den kridhvide himmel. Der gik vi så, Ditte, Lea, Maria, Tore, Karin, Qin og jeg. Ud på den helt store polarekspedition. Vi kom til et tilfrosset vandfald, men man kunne ikke gå helt ud til det da isen virkede ret usikker. Tog nogle gruppe-billeder og vandrede så videre.

Pludselig krydsede en mand vores vej. Han var kun iført badekåbe og havde retning mod en lille badebro. Det var sådan set ikke fordi vi var i tvivl om hvad manden skulle, men i vores hoveder kunne vi bare ikke lige helt kombinere badeferie med Helsinki… Men han gjorde det sgu’.

Hvad mere lavede vi i Helsinki… Hmm, der var nogen der havde hørt rygter om en suana-bar i byen, så den var vi nogle stykker der gik på jagt efter forholdvis sent. Faktisk så sent, at da vi endlig fandt den var den lukket… den lignede heller ikke rigtig en sauna. Måske var det bare et trick for at få dumme turister som os til at gå hele vejen hen til stedet, hehe. De narrede i hvert fald os!
I stedet for sauna-bar tog vi tilbage til vores hostel os spillede et slag kort (“Mao”): Malte, Line, Thomas, Jeppe og jeg. Det var sent, og pludselig blinkede lyset i baren. Det betød vist noget i retning af: “Så kan i godt slippe sæderne folkens! Vi lukker nu!“. Vi blev siddende og spillede videre, men den gik ikke meget længere. Efter noget tid blev personalet nødt til at bede os om at pakke sammen *wack*.

Ellers skete der ikke så meget i Helsinki. Det var vel mest ment som en slags mellemstation mellem Kbh. og St. Petersborg. Det, os så en introduktion til Arabia-skolen.

Så kom dagen hvor vi skulle med St. Petersborg ekspressen. Igen en meget anstrengende tur med bagagen hen til togstationen. Og jeg som troede jeg havde pakket let. Det’ en OM’er! Note til selv: Pak kun det MEST nødvendige! Well, jeg har ikke behøvet at vaske noget tøj i det mindste :)

Trist at Klavs og Allan ikke kom med på turen. Jeg havde ellers glædet mig meget til at hænge med dem. Det må blive en anden god gang så… I hope soooo!

Hyggelig tur i toget mod St. Petersborg. Fik tegnet og snakket med workshop-gruppen om hvordan vi kunne præsentere os for de russiske studerende. Vi blev nødt til at stå inde i en kupé og snakke om det, hvilket resulterede i at en mand blev irriteret. Han forsøgte vist også at sove, så vi prøvede at dæmpe stemmerne lidt.

Kan ikke huske hvor mange timer togturen tog, men det var vist omkring 4 timer. Det føltes dog ikke så længe –> specielt ikke når man er i godt selskab ;) Havde glemt at smøre noget mad til togturen fra Helsinki, men M gav mig noget af sit. Sød sød sød!!

Ikke lang tid efter vi var taget afsted fra Helsinki, kom der nogle uniformerede mænd gennem vognen og checkede vores pas. Vi skulle i samme omgang udfylde et skema om hvad vores formål var i Rusland (de er sgu’ ret paranoide må jeg sige). Skemaet var på russisk, så vi havde et bøvl med at afkode det. Sad sammen med M og tydede bogstav for bogstav vha. min rejseparleur og “Turen går til Rusland” *Gg*.

Denne bog var nærmest uundværlig for mig på turen. Jeg slog konstant op på bykortet og metrokortet for at finde rundt. Godt den ikke blev væk for mig!

Denne guide var der en gruppe der havde lavet hjemme fra. Vi fik alle et eksemplar.

Det tog jeg som en form for underholdning. Det var også underholdende hvordan ét stempel kunne udløse en kædereaktion af stempler. Af en eller anden grund stemplede de ikke i alles pas, hvilket nogle ærgrede sig over da det var et ret fedt stempel med et lille fut-tog på :) Så vi nærmest overfaldt de uniformede og stempelbærende mænd, og krævede at de stemplede vores pas! Satme om de skal slippe afsted med at glemme og stemple, hehe.

Landskabet susede forbi udenfor vinduet og jeg bemærkede dets gradvise karaktérskifte. Fra finske nåletræer og sneklædt jord, til grå og triste boligblokke. Massive og betonklædte kæmper. Jeg betragtede dem gennem togets halvduggede vinduer. Sneen fra Finland gled diagonalt i dråbeform ned ad ruden. Toget sænkede farten. Linierne fra dråberne blev lodrette.

Nu var vi nær endestationen kunne jeg mærke. Andre omgivelser. Det første jeg husker fra da jeg steg af toget var larmen. “Det er bare fordi vi er på en togstation” tænkte jeg, men det skulle vise sig at vare de næste to uger…

Vi mødtes med vores kontakt Olga Shustrova (kunsthistoriker) på stationen og det lykkedes med nød og næppe at kommunikere til folk hvor de enkelte lejligheder lå henne. De lejligheder vi skulle tilbringe de næste to uger i (for nogles vedkommende!) Og her kom den første regndråbe i hvad der skulle vise sig at blive til en decideret byge af uheldige begivenheder på turen –> Vi havde fået den lejlighed der lå længst væk fra centrum. Ikke bare længst væk, men LÆNGST væk (Se det på kortet her!)!

Støjen lagde sig en smule da vi begav os ind i metroen. Her blev den mekaniske larm fra togene udenfor nu erstattet med en vedvarende lyd af folks trasken frem og tilbage.

Køb kort til metroen! De tog ikke Euro og jeg havde Igen rubler, så jeg måtte skylde Tore 130 (omkring 29 DKK). Smed pengene gennem sprækken og fik et lyseblåt plastkort den anden vej af en dame, hvis mund sikkert ikke havde set et smil i 40 år. Nøj hun så gnaven ud –> men hvem kan bebrejde hende. Sygt job at sidde i metroen i stanken og støjen og udlevere små, blå plastkort til russere og uvidende turister som først lægger Euro på disken!

På et sådan kort var der til 10 ture med metroen. Det er meget nemmere end at skulle stå og fumle med mønter (og måske få flået pungen ud af hånden af en skruppelløs tyv!).

Vi vandrede dybere ind i metroen og kom til nogle båse vi skulle igennem. Her kom vores nyindkøbte metrokort til at udfylde deres funktion. Først troede jeg at jeg skulle stikke det ind i en sprække ved siden af båsen, men så lagde jeg mærke til en russisk dame i et glasbur ved siden af mig, stå og lave tegnsprog i min retning. Jeg tolkede hendes fakter til noget i denne retning: “Du skal for helvede ikke stikke kortet ind i automaten! Smæk det ned oven på den i stedet!“. Jo tak, logisk nok. Jeg gjorde det. Det virkede.

De andre gjorde det samme, og pludselig stod vi på en helt abnorm lang rulletrappe. Det er den længste diagonale rulletrappe jeg nogensinde har stået på. Den længste vandrette rulletrappe jeg har prøvet var i lufthavnen i Bruxelles, men det er en anden historie (og en knap så action-packed historie). På vej ned af trappen kunne jeg høre nogle underlige fløjtelyde bag mig. Det kom oppe fra de båse vi lige var gået igennem, og jeg undrede mig over hvad det var.

Det var på en måde et dejligt afbræk fra den tidligere tumult at stå på rulletrappen. Alle stod stille imens vi i samlet flok bevægede os ned i dybet. På modsatte side kørte en tilsvarende kødrand af folk op mod lyset. En rulletrappe kan sidestilles med en pause. Rulletrappeterapi kalder jeg det, når trappen er tilstrækkelig lang til at man begynder at fundere over, hvor alle de andre folk mon er på vej hen, og hvor i alverden man selv skal hen… Når jeg står på en rulletrappe kan jeg ikke undgå at se situationen udefra – tænke på hvor dumt det må se ud, sådan at stå på et fabriksagtigt rullebånd. Rullende frem på rad og række, som en flok dåser der ved rullebåndets afslutning skal fyldes med tun, lukkes, mærkes, pakkes og sendes ud fra Livets Store Fabrik. Vi er produkter i en maskine vi selv har skabt… Jeg tænker for meget nogle gange.

Det jeg egentlig ville have sagt var, at vi tog rulletrappen ned til metro-toget.

På forunderlig vis lykkedes det mig ikke at blive væk fra de andre! Min ultimative svaghed (en af dem i hvert fald) må siges at være min evne til ikke at kunne orientere mig når jeg kommer til et nyt sted. Jeg vælger at betegne det som en “evne” da det ellers kommer til at lyde alt for negativt!
Jeg er absolut blottet for enhver form for instinktiv navigationssans. Jeg tror ikke jeg er blevet født med det center i hjerne der beskæftiger sig med at holde styr på gadenavne, skilte etc. Jeg navigerer efter et sæt “pejlemærker” når jeg kommer et nyt sted hen. Det være sig specielt udseende bygninger, et karakteristisk kloakdæksel eller en meget farvestrålende bil –> det kan så være et problem hvis bilen kører væk, hvilket den jo nok gør eventually.

Denne post-it taler vist for sig selv… (og så er det endda forkert. Der var 3 stop til skolen!)

Her er ruten til skolen vist på metro-kortet.

Vi susede afsted i toget i tunnelen under byen. Det hoppede op og ned og frem og tilbage. Jeg følte mig som et blodlegeme i blodåren på en 100 m sprinter.

Lyset i toget blinkede, hvorefter det sænkede farten. Der lød en stemme over højttaleranlæget. Ingen af os forstod det. For min skyld kunne kan have lige så godt have sagt: “Tillykke! Du er passagér #1.000.000. Du har vundet en laks!” – jeg ville stadig ikke kunne forstå det.
Sikkerhedsdørerne gled til side. Samme tur på rulletrappen. Denne gang mod lyset, mod fløjtelydene og mod hvad jeg havde forventet skulle være frisk luft…

Ét ord vil ikke være nok til at beskrive luften i St. Petersborg, så her kommer en kavalkade af ord: “Osende udstødning fra 40 år gamle skodaer”. Senere kommer jeg måske med en mere rammende betegnelse for luftforholdet i byen, men indtil videre må du nøjes med ovenstående.
Jeg må dog indrømme at luften i de første 5 sekunder efter at være kommet ud af metroen, virkelig føltes som værende frisk. Lige indtil min næse godt kunne “se” at der var noget galt.

De enkelte grupper gik hver deres vej. Selv gik jeg med Tore og Qin (og Allan hvis han ikke havde været syg). Vi slæbte os afsted med vores oppakning. Da indså jeg for 2. gang på turen hvor vidunderligt det må være at rejse let. Note til selv: Pak kun det MEST nødvendige! Well, jeg har ikke bekymret mig over at mangle noget tøj i det mindste :)

Som sagt lå vores lejlighed længst væk, så det var en prøvelse at komme derhen (eller FINDE den for den sags skyld). Vi splejsede om et kort over byen. Det var dog ikke megen hjælp, da navnene på kortet kun stod med europæisk tegnsæt og gadenavnene på murene stod med kyrillisk :s Fedt!
Efter en ordentlig vandretur endte vi endelig på en gade ved navn “Bakunina Prospect” (og i dette tilfælde har ordet “prospect” ikke noget med rockere at gøre. Det betyder hovedgade på russisk!).
Vi fandt lejligheden, trykkede dørkoden og gik op af en trappeopgang der nok aldrig har set bedre dage. Men det var sgu’ nogle lækre farver og overflader :p Elsker ting der er gamle og slidte. De har sjæl. I modsætning til vores rene og kliniske universitets-wannabe-agtige skole (for lige at gentage mig selv fra tidligere i fortællingen).

Sådan så trappeopgangen ud det første sted vi boede.

Vi ringede på og en pige lukkede op. Hun kunne lidt engelsk og viste os rundt i de forskellige rum. Hun gav os to nøgler og fløj så ud af døren i en fart. Bang boom det gik stærkt. Det ene øjeblik var jeg på hostel i Helsinki, det andet øjeblik i et privat hjem i St. Petersborg. Jeg skulle lige sidde lidt på sengen før jeg pakkede ud og lade min hjerne falde til ro.

Her forsøgte jeg at sove. Madrassen var så blød at jeg nærmest sank 40 cm ned når jeg satte mig på den… Er det mon godt for ryggen at ligge på sådan en?

På væggen i vores værelse hang dette pragtfulde billede af Bush!

Næste morgen kl. 10:00 skulle vi så mødes på St. Peterburg State University for at få projekt-brief sammen med de russiske studerende. Og her kommer endnu en dråbe til bygen af uheldigheder: Da vi stod op om morgenen lagde vi mærke til at der var andre i lejligheden end os. Vi kunne høre lyde inde bag en låst dør. Da Tore bankede på den var der en stemme der svarede… *gisp*. Det var en del af aftalen fra det tyske udlejningsfirma at vi fik lejligheden for os selv, så vi var noget chokerede. Specielt fordi vi hver især havde en del værdifuldt udtyr med på turen. Det var ikke rart at tænke på at der var andre til stede vi ikke kendte.

Nå, men vi kom for sent ud til universitetet. Vi havde regnet med at der var andre der også havde undervurderet tiden, men da vi skulle skrive vores navne på en liste uden for døren og så at vi var de eneste der manglede at skrive os på, kunne vi godt lægge 2 og 2 sammen (hvilket i mit tilfælde gav 5).

Vi trådte ind i mødelokalet der var fyldt til bristepunktet med russere og danskere, lærere og studerende (og en gusten mand der lignede en udmattet bjørn i ansigtet).
At komme for sent er bare det værste jeg ved. Specielt når der er SÅ mange der sidder og venter på en *argh*. Fik en klump i halsen og satte mig så hurtigt som muligt ned! Mødet gik i gang.

Thomas Leerberg demonstrerede Virtual Platform – det redskab det var meningen vi skulle benytte til workshoppen. Han præsenterede det også da vi var på Arabia i Helsinki, men det var nu sjovere denne gang. Vi kunne se live webcam fra Danmark hvor de allesammen sad og vinkede. Der var ikke vildt meget forsinkelse på forbindelsen, så da vi klappede ved demonstrationens afslutning, klappede de kort tid efter i den anden ende. Det er underligt hvordan afstande kan forkortes så hurtigt vha. nymodens teknologi…

Vi blev inddelt i grupper – eller dvs. vi havde inddelt vores grupper på forhånd, nu manglede vi blot at finde ud af at fordele russerne ud på vores allerede eksisterende grupper. Min gruppe bestod af:

– Mig
– Marieke
– Maria
– Nastia
– Masha
– Katia

Hvoraf de tre sidstnævnte var russiske studerende (alle fra Grafisk Design mener jeg). Pisse søde og lige så generte som os i begyndelsen tror jeg. Måske lidt mere. De havde efter sigende aldrig prøvet at arbejde internationalt, så det var en af opgaverne at bryde den bariere der evt. måtte være pga. manglende erfaring.

Masha (den stille)

Nastia (den fnisende)

…og Katia (den høflige)

Ved afslutningen af mødet gik grupperne hver deres vej. Nu skulle vi lære hinanden at kende. Det var en del af den første opgave at vi skulle lave en kort præsentation af hinanden, så vi satte os ned og gik i gang med en masse small-talk eller hvad man nu skal kalde det. lagde ud med de obligatoriske: “What’s your name?“, “How old are you?” etc. Så gik vi over til at snakke om hvilke lande vi hver især havde rejst til.

Efter introen satte os et andet sted hen for at brainstorme på det overordnede tema “Space” – for at indsnævre det til et mere specifikt emne. Det var også en del af første opgave at vi efter vores præsentation af os selv, skulle fremlægge den idé vi ville arbejde videre med under det overordnede tema. Vi lagde vores hoveder i blød de næste par dage. Det var ret frustrerende ikke at have noget fast sted at arbejde. Nogle gange sad vi på caféer og arbejdede, andre gange på skolen i forskellige lokaler.

Som sagt er jeg ikke så skarp til at finde rundt, så jeg aftalte med Marieke og Maria at vi kunne mødes om morgenen ved “den runde metro” (Mayakovskaya). Den kunne jeg godt finde hen til vha. mine kreative pejlemærker i bybilledet!

Se kortet her!

Første gang vi skulle mødes der gik det allerede galt, men det var underligt nok ikke mig der var faret vildt, men derimod Maria der ikke dukkede op. Marieke og jeg ventede og ventede alt imens vi gjorde os en masse tanker om hvad der mon kunne være sket: “Er hun blevet kidnappet af den russiske mafia?”, “Er hun faldet i et hul?” osv. osv. Det viste sig dog at hun var gået i en helt forkert retning, og i et forsøg på at tage metroen tilbage var hun endt et helt tredje sted. Hun tegnede ind på metrokortet hvor hun havde kørt –> jeg ville ønske jeg havde tegningen her, for det var da noget af en udflugt skal jeg lige love for! *Gg*. Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der tåger rundt :D

Denne hændelse skulle vise sig at danne grundlag for vores idé til projektet. Vi nævnte det for de andre i gruppen da vi mødtes med dem og begyndte at snakke om at være “Lost in Space” ligesom Maria havde været det da hun gik rundt i St. Petersborgs gader, og ikke kunne navigere pga. de underlige bogstaver. Vi havde en del emner oppe og vende. Jeg kan lige remse nogle af de idéer op vi snakkede om i gruppen:

– Removing space
– Lack of space
– Need more space (street campaign)
– Linguistic space (letters, sound)
– Challenging spaces (and crossing them)
– Lost in space
– Moving space
– Changing space
– Merging / combining space
– Dividing space
– Between spaces
– Vertical / horisontal / diagonal spaces
– Private space / space invaders (provoking people)
– Intersecting spaces

Det endte altså med at blive “Lost in Space”. Så kunne vi gå i gang med at arbejde på vores præsentation af hinanden. Jeg fik den idé at når de russiske studerende skulle præsentere os, så skulle de sige nøgleordene i præsentationen på dansk, hvorefter den der så blev præsenteret skulle oversætte det til engelsk. Tilsvarende skulle vi sige nøgleordene på russisk, og de skulle så oversætte til engelsk. Det fungerede ret godt, men det tog en del tid at forberede fremlæggelsen. Jeg skulle præsentere Nastia i vores gruppe.

Jeg mener vi præsenterede det fredag d. 31 marts hvorefter selve materialeindsamlingen til udarbejdelsen af idéen kunne begynde. Vi skulle tage fat i elementer fra St. Petersborg, så vi begav os ud på gader og stræder for at tage billeder og video.

Vi ville forsøge at ramme den fornemmelse man har når man kommer til en ny by og slet ikke kan finde rundt. En fornemmelse af forvirring, fortvivlelse og kaos. Vi forsøgte derfor at dække gadeskilte til med hvidt papir imens vi filmede det. Vi tog også nogle fotos af et metro-skilt som vi havde planer om at lave en plakat ud af. Det lykkede os at irritere en buschauffør, da vi forsøgte at tildække en reklame på siden af hans bus *gnæg gnæg*.

Vi nåede dog ikke at dække alle skilte til i St. Petersborg – det var ellers vores mål… øøh :)

Vi diskuterede en del i gruppen og havde ret svært ved at nå frem til 100% enighed om produktet (det var i hvert fald min fornemmelse). Jeg holdt på idéen med at lave et nærmest labyrint-agtigt metrokort som gerne skulle få beskueren til at tænke: “Uha, hvordan skal jeg dog kunne finde rundt i dén metro der?!”. Så med udgangspunkt i St. Petersborgs eksisterende metro, begyndte jeg at tilføje flere og flere linier til kortet, så det til sidst var overfyldt og forvirrende at se på:

Det tog en krig at få alle de linier til at passe mellem hinanden! Fik gode råd og backup fra resten af gruppen til udarbejdelsen. ThanX!

Jeg er tilfreds med idéen og jeg vil klart arbejde videre med plakaten på et tidspunkt når jeg har tid (om nogle år!). Den skal lige køres igennem “Scott Hansen maskinen” regner jeg med.

Vores præsentation gik nogenlunde godt. Det var sgu fedt at se Qin’s video. Vildt stemningsfuld og rammende for byens atmosfære synes jeg. Han havde hele turen igennem taget små clips med sit digitalkamera, hvilket inspirerede mig til at gøre det samme.

Vi synes det kunne være ret smart hvis vi kunne ringe til hinanden på mobil, så russerne hjalp os med at få taletidskort. Telebutikken var næsten ved at lukke da vi kom ind og skulle have ca. 5 kort. De blev bestilt i mit navn da jeg var den eneste der havde pas med.
Vi var allesammen ret nervøse for om vi ville miste alle numrene i telefonbogen hvis vi satte et nyt kort i mobilen. Om numrene blev gemt på selve mobilen eller på kortet. Det viste sig dog ikke at være noget problem –> på min Nokia ligger numrene gemt på mobilen.
Russerne var vildt søde til at hjælpe med at oversætte. Ca. et kvarter over butikkens lukketid var det hele på plads. Nu var vi ét kommunikationsmiddel rigere. Det betyder virkelig meget at man kan fange hinanden på mobilen. Specielt når der er så meget at organisere på sådan en tur: aftaler om hvor man skal mødes, hvis man skal finde hinanden, hvis man har problemer etc. Det var dejligt betrykkende at vide at de andre der også havde fået taletidskort nu kun var et opkald væk.

SIM-kort med kvittering. En kvittering som jo er utrolig let-læselig!

Her er en post-it jeg fandt med lejlighedsnumrene på…

En aften var der fest i Köhn & Co.’s lejlighed. Det var den absolut bedste fest jeg havde på turen!. Øvede salsa med Maria og Nadia. Malede skæg på hinanden med en brændt korkprop. Jeppe fik trucker-skæg, jeg fik Jalla-Jalla fuldskæg og Thomas fik skrevet noget kinesisk på brystet. Champagnen og sprutten flød i stride strømme.
Der skete også sjove ting i trappeopgangen ;)

Når jeg nu alligevel er inde på fester, så husker jeg en aften hvor nogle af de russiske studerende viste os rundt på nogle forskellige barer og diskoteker. Vi var lige ved at gå ind på en bøsse-bar. Jeg synes nok skiltet udenfor døren virkede en anelse suspekt.
Vi endte et ret fedt sted, men vi var desværre de eneste der var der. “Lad os starte festen her og trække folk til!” var der nogen der råbte, så vi blev i håb om at flere ville komme senere.
Lagde ud med øl men vi gik hurtigt over til Absinthe :o Det er ikke så slemt som de fleste tror. Personligt har jeg det kun dårligt umiddelbart efter jeg har drukket det. Næste morgen har jeg en rå stemme fordi jeg er så hårdt ved halsen, men mere er der ellers ikke at sige om det. Den aften fik jeg kun én øl og én Absinthe.
Der var vist 2 etager på stedet. De havde bordfodbold og et okay dansegulv. Stod og dansede lidt med nogle russere, men de spillede ikke ligefrem den bedste musik. Det, kombineret med at vi kun var 4-5 på dansegulvet, udløste min beslutning om at gå hjem. Der kom heller ikke rigtigt flere folk til stedet.
Det var første gang jeg var på egen hånd i byen, og det lykkede mig rent faktisk at finde vej hjem fra trods af Absinthe’en. Jeg kom i tanke om at jeg ikke havde noget morgenmad i køleren derhjemme, så da jeg passerede en lille kiosk-agtig butik greb jeg muligheden for at handle lidt. Klokken var vist nok 02:00 eller noget i den dur. Underlige åbningnstider de har derovre, men behøvede jeg da ikke at sulte næste morgen.
Jeg kunne heldigvis huske koden til døren (247) som man skulle trykke ned samtidig for at komme ind.

Instant nudler! Ja, du hørte rigtigt… Qin smittede mig under turen med en afhængighed af instant nudler, tangerende til narkomaniske. Ej, måske pynter jeg lidt på dramatikken, men jeg husker da at vi fik købt ind til en hel uges forbrug af “kina-spaghetti” :p Og jeg som troede at Quick Nudler var de eneste på markedet. Jeg skal lige love for at jeg blev overrasket. Nogle af dem var faktisk ret gode. Det er jo ikke hver dag man har tid til at lave en tre-retters med oksehøjreb og hele svineriet.

Og det asiatiske slutter ikke endnu! Vi gik forbi talrige sushi-barer, det ene sted mere hipt og trendy end det andet. Vi måtte bare prøve det. Selv har jeg aldrig spist sushi før, så jeg havde høje forventninger til oplevelsen. Det kunne heller ikke være mere perfekt at vi havde Qin med som kunne komme med anbefalinger og blære sig med sine chop sticks.
Der sad vi så, Tore, Qin og jeg – i en utrolig lækkert dekoreret sushi-bar med gennemført interieur og good vibes. Det eneste der trak ned var storskærmen hvorpå der blev vist en eller anden ligegyldig kamp, samt den poppede baggrundsmusik – eller dvs. den var skruet tilstrækkeligt højt op til at høre under kategorien forgrundsmusik :s De to ting er ret normale i St. Petersborg lagde jeg mærke til: På spisesteder SKAL der pr. definition være fladskærme og inerverende pop-musik. Jeg abstraherede fra det og nød min sushi.

Mine spisepinde-færdigheder kom bag på mig. Jeg havde ellers ikke brugt dem siden jeg var i ninja-lære hos min mester Yang Chen i det Tibetanske bjergkloster… noget i den retning, hehe. Jeg tabte kun et stykke sushi én gang *wuhu* og det var stærkt som ind i helvede. Måske skulle jeg have holdt lidt igen med den ingerfær. Det bed i næsen og jeg måtte skære grimasser for at holde tårerne tilbage.
På et tidspunkt var jeg ved at stikke mig selv i øjet med min egen spisepind, da jeg forsøgte at efterligne Qin’s måde at holde på. Det var ligefør jeg kunne have taget penge for mit gøgleri…

Apropos gøgleri på offentlige steder. Den russiske mentalitet er en underlig størrelse synes jeg. Man skal helst ikke være for højlydt i offentligheden. Ikke grine! Ikke smile! Men når de er hjemme i privatsfæren bliver der lukket op for de “hengemte” følelser, og det i en sådan grad at man nærmest bliver overvældet.
Russere kan præstere at give et førstehåndsindtryk så man nærmest føler sig skidt tilpas, med meget alvorlige ansigtstræk og sure blikke. Men kommer man med dem hjem eller falder i snak med dem, ændrer de fuldstændigt karaktér. Jeg tog en række billeder af tilfældige folk i gadebilledet. Det er dog ikke alle der ser sure ud :)

Det er en emotionel rutchebanetur. Det kan være at det var den konstante spænding der tærede så hårdt på mig psysisk… At jeg aldrig helt kunne finde ud af om de virkelig VAR sure på mig, eller om de blot “adlød” det generelle russiske adfærdsmønster.
Blev specielt meget påvirket af måden hvorpå ekspedienter, tjenere osv. opførte sig over for kunderne. Man er ikke i tvivl om at de tager det seriøst, lad mig sige det på den måde. Nogle gange skulle man næsten tro at de lige var kommet tilbage fra en begravelse (nej, jeg overdriver ikke).
Men efter det “hårde” førstehåndsindtryk må jeg sige, at det er de mest gæstfrie og hjælpsomme mennesker jeg har oplevet til dato! Det var helt ufatteligt så meget tid de russiske studerende ofrede på os under vores ophold i byen! Respekt!

Tirsdag d. 4 april (ca. ved 17:00-tiden) spiste jeg med min gruppe på en pandekagerestaurant – og ja, der er en grund til at jeg nævner dato og klokkeslæt.
Vi satte os allesammen ved et bord ved vinduet nær hjørnet af restauranten. Vi lagde al vores bagage og overtøj i den lave vindueskarm, og betilte hver især pandekager. Da maden kom på bordet var vi travlt optagede af at spise. To af de piger jeg var sammen bemærkede at nogle mænd satte sig ovre i hjørnet lige ved siden af os. Jeg så at den ene af dem lænede sig tilbage på stolen over mod vinduet, men da det ikke så videre mistænkeligt ud, tænkte jeg at han blot sad og vippede på stolen. Vi spiste derfor videre.
Først da mændene rejste sig hurtigt op og nærmest løb hen mod udgangen kunne vagten på restauranten godt se at der var noget galt. Men i stedet for at tage fat i de to mænd, gik han derimod over til os og spurgte om vi havde fået stjålet noget. Jeg rodede mine ting igennem, men kunne umiddelbart ikke se at noget manglede. Først da jeg åbnede min kamerataske opdagede jeg at jeg var blevet bestjålet. Farvel digitalkamera. Farvel videokamera. Jeg har mistet respekten for vagter.

Jeg lavede denne plantegning til Gouda Rejseforsikring. For at forøge min chance for at få det dækket…

Vi gik direkte hen til det lokale politi og anmeldte tyveriet. Sammen med dem fik vi udarbejdet en politirapport (godt nok på russisk) som beskriver hvilke effekter der blev stjålet fra mig.
Det var godt nok en oplevelse at se politistationen. Det lignede mest af alt den skole i var på tidligere på dagen. Slidt og rodet interieuer. Betjentene lignede selv forbrydere da vi så dem gå forbi ude i gangen. Da jeg var inde sammen med Masha for at få udarbejdet en politirapport sammen med en betjent, kom der pludselig en fange med håndjern gående hen mod os. Han lagde armene om Masha og gav hende et overraskende kram. Det var godt nok lidt skræmmende for han var sgu’ en stor bamse (og vist nok også beruset).
At sådan noget kunne få lov til at ske på en politistation er vist ret beskrivende for deres system *Gg*. Det var sgu’ noget af et cirkus, men sjovt nok at opleve. Det fik mig da til at sætte mere pris på politiet herhjemme! Well, her er stempel og underskrift på politirapporten for mit stjålne kamera:

Hvorfor skulle det lige ske for mig?! Jeg ELSKER at tage billede, og havde i dagene op til tyveriet gået rundt i gader og stræder og fundet den ene mere spændende ting efter den anden – lækre farver og sjove folk. Nu var det slut med fotograferingen :'(
Men en stor tak skal gå til de russiske piger fra vores grupper der hjalp mig med politiet, og til Marieke, Maria og Line som ligeledes blev rodet ud i sagen. I er de bedste!

Apropos gader og stræder, så er St. Petersborgs sidegader noget af det mest spændende og unikke ved byen (synes jeg!). Sidegaden begynder som en tunnel der munder ud i en henholdsvis stor eller lille baggård. Man kan forvente at opleve noget nyt for hver gade man går ned af. Jeg vil dog fraråde at man gør det om aftenen! Sidegaderne er kontrasten til hovedgaderne med alle deres fancy butikker. På et tidspunkt da jeg stod i en baggård, kom der en posedame forbi og begyndte at rode i en container alt imens hun mumlede for sig selv. Jeg hev kameraet frem (før det blev stjålet!) og filmede det diskret, men jeg blev dårligt tilpas ved situationen og listede væk.
Her er nogle udvalgte billeder fra min tur rundt i de mere eller mindre skumle gader:

Fandt nogle gamle opslag på en væg med fragmenter af kyrillisk typografi. Det MÅTTE jeg bare tage makro-billeder af :p

Af en eller anden grund finder jeg dette billede ret morsomt. Jeg tror det er selve forløbet / bevægelsen i deres opstilling. Det er som om det er tre tenorer der synger alt hvad de kan *Gg*

Jeg kunne godt lide at der ikke var så mange vinduer på den store væg. Dejligt enkelt.

Jeg så nedløbsrør og ventilationsrør OVERALT i byen. Her var et af de mere ekstreme tilfælde hvor de nærmest dækker hele fasaden.

Farver som får mine tænder til at løbe i vand :p *mums*

En dag var vi til en russisk gudstjeneste. Kunsthistorikern Olga var med i koret, så det måtte jeg bare se. Det er ikke hver dag man for mulighed for at se en russisk kunsthistoriker stå og lovprise Herren i form af skønsang.
Ej, det var virkelig en tiltrængt pause. De foregående dage havde været meget intense, så det var helt vidunderligt at sidde og overvære de religiøse ritualer selv om jeg ikke selv er religiøs. Sad og stirrede trance-agtigt ud i luften imens jeg reflekterede over livet. Da jeg havde tænkt det igennem som igennem tænkes skulle, begyndte jeg godt nok at kede mig en smule… Jeg fandt derfor på at oversætte hvad præsten sagde inde i mit hovede. Han talte selvfølgelig russisk, så jeg sad og kom med forslag til hvad han sagde til forsamlingen. Det var faktisk ret skægt :)
Jeg havde det bedre efter min lille “meditation”. Trådte ud af kirken igen. Tilbage ud i kødranden af mennesker, biler, bygninger, busser, Balalaikaer og Babushkaer!

Mht. maden, så var vi ude og spise i byen næsten hver dag – fra den førnævnte Sushi-bar til pandekager og jeg blev endda lokket med på McDonald’s selvom jeg havde svoret ikke at spise McD-mad når jeg kom til et nyt land.

Ja, der står McDonald’s…

Det gælder om at smage landets specialiteter, men det fik Qin og jeg da også gjort da en af de første dage var inde på en forholdsvis fin restaurant med en kanon som logo.
Vi bestilte begge to Pelmini som er hakket kød indbagt i små dejstykker. Det smagte ikke af specielt meget og portionerne var vildt små, men så fik vi da prøvet det. De kostede vist 190 rupler (ca. 42 DKK). Vi var besværlige: betalte med euro, dollars og rupler. Ville betale seperat. Tjeneren bestilte en taxa til Tore, Qin og jeg som holdt udenfor med taksameteret tikkende, imens vi bøvlede med at organisere betalingen for maden. Det var et helvede.
Vi trådte fra asken og ind i ilden da vi kom ud til taxaen. Chaufføren havde givet Tore en russisk opsang. Meget muggen over at have spilt sin tid på os. Sådan en nar. Han forlangte endda ekstra betaling da vi kom til Bakunina. Vi nægtede at betale ekstra og smuttede ud af taxaen. Det var ret ubehageligt. Det var ikke til at vide hvad han kunne have fundet på jo… Well, en oplevelse rigere.

Taxaer i St. Petersborg er et kapitel for sig. Faktisk oplevede jeg næsten at ALLE biler var taxaer. Man skal bare række en hånd ud og så går der ikke længe før en bil holder ind til siden for at spørge hvor du skal hen. Så må man gøre op med sig selv om man tør at tage med en “amatør-taxa”. Men det er sgu ét fedt – de kører alligevel allesammen som en brækket arm!
Der var også små privat-busser – ombyggede varevogne. Ret skummelt at se dem komme kørende forbi fyldt med folk (men også ret nuttet et eller andet sted, hehe).

En dag da jeg tudsede rundt alene i byen faldt jeg over et vildt skønt marked. Det var indendørs og det store lokale / hal var smukt dekoreret med nærmest barok-lignende lamper og en farveholdning beståede af forskellige nuancer af brun kombineret med guld.
Der blev solgt alt muligt lige fra honning og pølser til Beluga-kaviar, 8000 kroners Cognac og brød. Jeg gik længe rundt og ledte efter noget specielt jeg kunne købe og endte foran bagerafdelingen hvor jeg fik øje på et spændende udseende brød (så spændende som brød nu engang kan se ud, hehe). Det var gyldenbrunt og overstrøet med flormelis og nødder. MÅTTE bare sætte tænderne i det, så jeg lavede fakter og tegnsprog til ekspedienten om at jeg gerne ville købe brødet. Hun forstod mig og snart skulle jeg smage brød som jeg aldrig havde oplevet det før. Hev en luns af og proppede det i munden. Det var sødligt og fyldt med forskellige saftige kerner *mums*. Jeg var ikke i tvivl om at jeg stod med brødets konge mellem mine hænder. Forlod markedet igen – en gastronomisk oplevelse rigere :)

Sidste dag før hjemrejsen gik Qin og jeg rundt i byen. Han ville gerne se ”Kirken af spildt blod” hvilket jeg havde set nogle dage forinden. Sagde du mosaik? DET TROR JEG NOK DU GJORDE! Blodskirken er fuldstændig tapeseret indvendigt med mosaik, forestillende alskens religiøse personer og begivenheder.
Imens Qin var inde og se på kirken, var jeg henne på et marked lige ved siden af hvor de tilsyneladende kun solgte Babushkaer og andre turist-orienterede genstande. Det førstehåndsindtryk ændrede sig dog hurtigt. Da Qin kom tilbage fra Blodskirken gik vi hen til en bod med en masse forskellige gamle emblemer og stickers. Vi snakkede med sælgeren og spurgte om han havde nogle plakater. “Yes yes, I have thousand posters!” svarede han og forsvandt om bag boden. Han kom tilbage nogle minutter efter med en pose spækket med gamle plakater. Det var ren guf at kigge dem igennem :p Fandt 5 russiske plakater som jeg købte for sølle 150 rubler –> og i boden ved siden af havde jeg lige købt én plakat for 100 rubler :s Den var tilgengæld også superlækker. En skematisk plakat over kyrilliske bogstaver samt hammeren og seglet.

Qin fandt nogle vildt smukke tændstiksæske-mærker og gjorde et røverkøb! Jeg ville ønske jeg havde købt dem, men han gik med til at jeg kunne scanne dem. Jeg vil se om jeg kan scanne dem i en tilstrækkelig høj dpi til at jeg kan lave en plakat med dem (når jeg får tid engang).
Vi fik hver især to skuldermærker fra den chekiske armé fordi vi havde købt så mange plakater. Han var sgu’ en venlig gut ham sælgeren.

Lige for at vende tilbage til den uventede “room mate” vi havde i vores lejlighed, så viste det sig at være mor og datter der i stedet for helt at flytte ud imens vi skulle bo der (som aftalt) blot var rykket ind i et værelse ved siden af og låst døren. En morgen da vi stod op, sad de begge to inde i køkkenet. Ret akavet :s
Well, vi nævnte situationen for Nadja og IMS og der blev fundet et nyt sted til os – denne gang meget tættere på centrum. Det lå på hovedgaden Nevskij Prospect, så det kunne ikke være meget bedre (Se det på kortet her!). Forholdene i den nye lejlighed var dog ringere end den første, men det kunne jeg sagtens abstrahere fra grundet den meget bedre beliggenhed. Vi fik dog kun én nøgle til døren hvilket krævede lidt planlægning. Vi skulle være ret sikre på hvem af os der kom hjem først efter dagens udskejelser. Det lykkedes i det store hele, lige bortset fra sidste dag hvor Tore rendte rundt med nøglen.
Jeg var ude for at købe mad til hjemturen (yoghurt, bananer, vand og brød) og skulle hjem og pakke så jeg kun behøvede at tænke på bad og morgenmad næste morgen. Efter lidt besvær lykkedes det os at mødes så jeg kunne få nøglen. Det er ikke så lige til i en by som St. Petersborg. Godt vi havde fået taletidskort på mobilerne siger jeg bare!!

Udmattende tur tilbage til Kolding. Stod op 04:30 i St. Petersborg. Kontakten der skulle hente nøglen kom ikke kl. 06:00, så jeg tog den med. Vi fik ryddet op i lejligheden og pakket vores ting sammen. Vi havde aftalt at mødes med pigerne ved metroen. På vejen derhen så jeg for første gang gadebørn stå og tigge. De rakte deres hænder ud mod os da vi kom slæbende med al vores dyre bagage. Jeg fik en klump i halsen… Gad vide hvor de stakler er om dagen.

Vi kom til metroen og begav os ud på den lange hjemrejse. Vi var heldigvis alle tilstede ved togstationen og kunne gå ombord i samlet flok. Denne gang var det et tog med kupéer. Hygge, men også en anelse klaustrofobisk i længden.
Igen blev nødt til at udfylde underlige papirer fra konduktørerne som tog vores pas til kontrol. De skulle vel sikre sig at man ikke havde taget ALT for mange flasker vodka med hjem…
Denne gang var skemaet dog på engelsk til forskel fra det vi fik i toget den modsatte vej. Tak tak tak skumle konduktører! Så slipper vi da for at sidde og afkode det som en anden agent ville havde gjort det.

I Helsinkis lille lufthavn havde vi omkring 4 timer for os selv før flyet lettede. Det var en udfordring at få tiden til at gå, men jeg hyggede mig med at gå rundt og dufte til parfumer, folde papir og ellers bare sidde og høre musik. Shoppede også en lille gave til en speciel person ;) Det skulle være specielt finsk smykke-kunst så jeg på hjemmesiden.

Check-in og ombord på flyet ved 17:45-tiden. Kom til at sidde ved siden af M :) Hun har det sjoveste udtryk når flyet letter… Vi sad og så på skyerne der gled forbi udenfor det lille vindue imens vi hørte musik på min iPod (“Air” –> meget passende at høre ombord på et fly *s*). Jeg ønskede at flyveturen aldrig ville ende *suk*.

Det var vidunderligt igen at sætte fødderne på dansk jord. Jeg mærkede med det samme den ændrede stemning i luften. Ingen larm, intet kaos. Skønt!

Togturen fra Kastrup til Kolding var hyggelig nok. På det tidspunkt måtte vi godt nok have set smadrede ud!! Sad og gnavede i det sidste stykke tøre brød jeg havde fra madpakken imens mit hovede kæmpede en indædt kamp for ikke hele tiden at falde ned pga. træthed.

The end…

Umiddelbart føler jeg at jeg kunne have undværet turen, men den har nok været betydningsfuld på en eller anden måde. Måske har den hærdet mig. Måske har den fået mig til at sætte pris på forholdene herhjemme. Jeg har i hvert fald fået endnu mere respekt for stilhed og betydningen af, at kunne trække sig tilbage og fundere over tingene. Jeg gjorde forsøget en del gange under selve turen, da det hele blev for meget for mig og jeg havde brug for ro i mit sind. Jeg opladte min iPod, satte noget stemningsfuld musik på og gik St. Petersborgs gader tynde om aftenen. Forsøgte at organisere mine tanker og forsøgte at se min situation udefra. Aldrig har jeg gået så meget. Aldrig har jeg tænkt så meget…

På denne studietur har jeg lært at være ligeglad med at fare vild. Jeg husker tydeligt hvordan jeg havde det da vi kom til St. Petersborg. Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved: “Hvordan skal jeg nogensinde kunne finde rundt i denne forvirrende by, med dens ulæselige skilte og få engelsk-talende indbyggere?!“. Efterhånden som dagene skred frem lagde jeg mærke til, at jeg blev mere og mere ligeglad med hvor jeg var (jeg lader det være op til jer om det er positivt eller negativt) men til sidst begyndte jeg bare at tudse rundt i byen på egen hånd, hvor jeg før klyngede mig desperat til de andre, af frygt for at fare vild og aldrig nogensinde finde tilbage!

Jeg var “Lost in Space” men jeg fandt tilbage, fandt mig selv og fandt dejlige Danmark igen :)

The end… (igen)