Super duper size burger. Torden og lynild!

Kanon dag! – selvom natten var præget af den vildeste torden og Nina’s fibrilske hamren på døren, så fik jeg vist sovet lidt alligevel.

Jeg kunne ikke finde min kamerataske, så jeg cyklede over til Elvira for at lede, og der lå den da også lige for næsen af mig da jeg trådte ind ad døren. Aisha og co. var endnu ikke taget hjem, så jeg sad og tegnede portrætter af dem allesammen indtil de kørte med Miguel til lufthavnen. Aisha og Montse var begge nervøse for flyveturen pga det uvejr der var på vej, så de røg og røg.


Var med Pol på stranden. Han optog mig, imens jeg lavede de sygeste kolbøtter ned i vandet… Why?! For shits and giggles, that’s why!


Spiste på den engelske pub “New Crown & Anchor” med far – fik en ordentlig røvfuld burger (SUPER DUPER SIZE tror jeg vist den hed for at det ikke skal være løgn!) og en Heineken… Shit jeg var mæt da jeg fik gjort kål på den sidste pommes frittes.

Bagefter gik vi en tur langs butikkerne for at finde et sted vi kunne få noget is til desert. Jeg bestilte en Tiramisú (jeg slår lige op i en ordbog engang for at se hvordan det staves) og en lille kop meget stærk kaffe.


Vi stoppede op ved stranden og tog dette billede. Jeg havde en paraply med den dag, men vejret var egentlig fint. Well, det var sjovt nok at gå rundt med den alligevel. Følte mig som en engelsk gentleman, hehe.

Jeg fortalte min far om mine talrige uheld med solbriller, og vi gik derfor på jagt efter nogle nye. Han udpegede nogle solbriller til mig, som jeg i begyndelsen rynkede på næsen af, men som jeg endte med at købe. Jeg vil vove at påstå, at det er de bedste jeg har haft indtil videre (vil jeg umiddelbart tro). Jeg må bare vente at se om de kan holde til noget, modsat alle de forrige jeg har haft.

Ton og Soçi leder for tiden efter et navn til deres foretagende med at sælge badetøj og undertøj, så jeg tror jeg hopper med på vognen og brainstormer på et navn. Godt jeg tog min lille ordbog med! De vil have et navn som folk kan huske – det behøver ikke nødvendigvis at fortælle noget om hvad de sælger.

Øv øv ØV! Den udendørs film-aften er blevet aflyst pga. frygt for regn… Jeg havde satme godt nok glædet mig til at se Pedro Almodóvar – Volvér. Well, det må blive en anden god gang. De har desværre aflyst ret mange ting ved denne Festa Mayor i Malgrat. Satans uvejr, man kan ikke stole på det!


“Volver” med Penélope Cruz… Mmm… Hot!

Spillede domino med far før jeg tog hjem til Ton & Soçi. Det er sgu’ et ret fedt spil egentlig. Meget stille og roligt. Det er nok derfor der er så mange pensionister der spiller der.

I dag var det St. Ton, så det fejrede vi ved at spise en af Elvira’s kager efter aftensmaden. Pludselig begyndte det dog at lyne tordne HELT VILDT, så vi sprang allesammen op af stolene og fór ud på terassen for at være tilskuere til naturens rasen – og hvilket syn! Aldrig har jeg set så mange lysglimt på én gang. Pol og jeg tog nogle syge videoklip, som lige så godt kunne være taget ud af en horror-film! Vi viste det bedste og mest skræmmende klip til Ton bagefter, og da vi kom til den skræmmende del, skreg Pol med vilje for at skræmme Ton endnu mere (og kan man roligt sige at det lykkedes!).


Pol filmer, imens jeg poserer. Det er som taget ud af en gyser-film!!


Pludselig slog et KÆMPE-lyn ned (flere på samme tid!). Vi nåede dog ikke at få det hele med på billedet :s

I morgen er der fyrværkeri her i Malgrat. Det skal jeg se sammen med far. Det er ikke lige så stort som det i Blanes, men det skulle være ret flot alligevel. Ellers ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal lave. Det afhænger sgu’ af vejret. Vil meget gerne bare ligge og flade den på stranden om morgenen, men det er ret så koldt, hvis det er overskyet – PLEASE lad det blive godt vejr i morgen!!

Nu vil jeg bladre lidt i ordbogen, og se om jeg kan finde på et navn til Ton & Soçi’s firma.

This entry was posted in Rejsedagbøger, Spanien. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *