Nøj en god dag! Jeg burde slet ikke sidde og skrive det her så træt er jeg, men jeg må lige nævne hvad jeg har oplevet i Barcelona Forum 2004.
Vi tog vel afsted ved en 09:30-tiden i bil mod Barcelona, hvor vi parkerede og trådte ind i Forum.
Det første vi så, var et band der spillede jazz –> en sangerinde der havde en fantastisk stemme! Gruppen hedder ”Aiguaviva Quartet”. Derefter kom der en masse underlige insekter gående på pladsen udenfor ”teltet” med jazz. Kæmpe figurer båret af cykler. Kødædende planter etc. som skræmte publikum –> især mig, da den ene sprøjtede vand mod mit kamera, argh!
Så var vi henne for at se på en udstilling med ”Fremtidens biler” –> en udstilling med henblik på at åbne folks øjne for miljøvenlige biler. Jeg tror også det lykkedes, for bilerne var alt for lækre! Vi spiste nogle bocadillos under et halvtag af siv, hvorefter vi var igennem en ret skræmmende udstilling om menneksets kontinuerlige og uendelige trang til at konsumere –> jeg blev meget påvirket af det hele, og var næsten flov over at gå rundt med et digitalkamera og en Cola i min taske :( Der val talige skærme, som viste alverdens fakta om den verden vi lever i –> fakta om f.eks. den nuværende mængde tilgægeligt drikkevand, hvor i verden de store multinationale korporationer holder til samt hvor koncentrationen af våben er størst. Det hele præsenteret meget skrækindjagende, med en konstant, dyb rungen som baggrundslyd (uden at virke generende). Det, jeg spcielt godt kunne lide, var et 360 graders udsyn over et gadekryds, hvor man som beskuer stod lige i midten af alle bilerne. Følgende tekst dukkede på på skærmene: ”The city of today” Man kunne så se hele vejen rundt, som om man virkelig stod i en storby i myldertiden. Så fulgte følgende tekst: ”Why not try at different approach?” –> hvorefter alle bilerne fadede ud og der kun lå visne blade i gaderne. Disse blade blev hvirvlet rundt af vinden, hvoefter en lille dreng kom cyklende, og i hans cykelspor tegnede sig cykelstier. Vejen, hvorpå bilerne før kørte, blev forvandlet til gågade. Mennekser myldrede frem i boder og ved gadekjær, og cyklister og folk på rulleskøjter/skateboard myldrede frem. Det var meget lækkert at se. Teksten: ”The city of our dreams” (eller noget i den retning) tonede derefter frem…
Efter denne ”lærestreg” tog vi hen for at prøvekøre en af de miljøvenlige biler. En Toyota som skiftevis kørte på benzin og batteri. Mens bilen kørte på benzin, blev batteriet opladet. Når dette så var opladet tilstrækkeligt, så blev benzinmotoren slået fra, og strømmen tog over. Bilen havde altså TO motorer! Udover det, så var der voice activation, GPS etc. –> altsammen meget lækkert, men jeg kan nu bedst lige de biler der udelukkende kører på brint, men vand som eneste spildprodukt :D Dét er fremtiden!
Efter det, så vi en lidt tam opvisning om fremtiden og menneskets forsøg på at konstruere et træ, idet der ikke var flere træer i verden. Det var meget lækkert at se på, men det havde en ret underlig slutning. Kan ikke rigtig forklare det. Jeg vil hellere snakke om det show vi gik hen for at se bagefter!
Det hed på katalansk ”El Gigant dels 7 Mars” –> ”kæmpen fra de 7 have” eller sådan noget. Kæsmpe show med et meget overbevisende koloenormt mosnter fra havet som baggrundsfigur til selve show’et. Den var konstrueret af talrige jernstænger med krappekloer som hænder. Den bevægede hovedet og brølede af og til, mens skyer af vand og damp slap ud gennem dens kæmpe gab!
Det var i bund og grund bare gymnaster, der svingede sig højt over jorden i gynger (lige som i cirkus), men hele lydsiden og scenen var meget gennemført lavet. Der var et finurligt spil mellem de optrædende og så det kæmpe monster i baggrunden, som nikkede til allesammen og fnysede og prøs.
Efter den oplevelse tog Pol og jeg hen for at bade men der var lukket, så vi legede i en park i stedet for. Ton & Soci kom senere, hvorefter vi så på noget fællesdans –> hip hop med to meget energiske instruktører, som drev gæk med dem, der var trådt ind på dansegulvet.
Så skyndte vi os videre for vi skulle nå at se udstillingen: ”Guerrers de Xi’an” –> de kinesiske lersoldater, som Forum 2004 havde fået lov til at låne (det var ikke dem allesammen selvfølgelig!). Det var noget af en oplevelse at se disse meget livagtige krigere stå oplyste i det mørke rum, statiske men samtidig omgivet af så meget historie og dybde, at de for mig lige så godt kunne sprænge deres lerfængsel og storme ud mod beskueren… det var specielt at se. 221 f.Kr.!
Lige idet vi trådte ud af denne udstilling, var en anden begyndt lige udenfor. Det var aftenens store show (en slags afslutningsshow om man vil). Jeg har aldrig set noget ligndende. Det hele blev holdt ude i en slags sø. I midten af denne, var en konstruktion af jern, hvorpå nogle mennesker stod med fakler og en stor gong gong. Noget meget højtidelig musik rungede ud mod publikum, hvorefter der op af vandet rundt om konstruktionen blev rejst adskillige ”arme” af jern. Disse ”arme” løftede sig langsomt op om platformen, for til sidst at danne en globe men menneskerne i midten. Derefter, som med et trylleslag, stod der vanddamp ud af alle jernstængerne på den kæmpemæssige globe i midten af søen. Lyset fra de mange projektører blev fanget i tågen af dis fra globen, hvilket gav en perfekt illustion af, at denne var fuldkommen oplyst og kompakt. Inden i den, blev personer hejst op, svævende i luften inde i selve globen. Man kunne ane deres konturer gennem tågen af damp og lys. Pludselig blev der stille, hvorefter der op fra søen dukkede adskillige hvide stole. Disse stole dannede ring omkring den store, lysende kuppel, og lidt efter lidt, blev hver eneste stol okuperet af personer klædt i hvidt, som svømmede ud til dem fra breden. Så dukkede musikken op og globen begyndte at skilles ad igen. Lyset var alt, alt for lækkert at se på. Til venstre for mig regnede det lige pludselig med gnister fra fyrværkeri, som dalede langsomt fra himmelen for til sidst at blive slukket i vandoverfladen. Smukt! Og det var det… Mit kamera var løbet tør for batteri længe inden, men sådan plejer det gerne at være for mig –> de bedste øjeblikke kan man ikke fange på film eller noget andet medie! Det er min opfattelse :) Dem er man nødt til at printe ind i sin hukommelse.
Vi var meget trætte, men det sidste vi så var en Flamenco-sangerinde… og hvilken fantastisk stemme, for slet ikke at tale om guitaren!! Jeg fatter ikke hvordan det er muligt at spille så hurtigt og med så megen saft og kraft. Jeg fik desideret gåsehud af den perfekte veklsen mellem stemme og guitar, sorg og klage, kraftfulde akorder… wow! Sangerinden hedder ”Ginesa Ortega”.
Så spiste vi og kørte hjem. Trætte og mættede af sanseindtryk. Og så fortsætter det endda i morgen og mange dage endnu og forinden (144 dage ialt).
Jeg vil sove. Nu er kl. 02:21.
Tillykke Line
