JOKKE-SVIN.DK

Tropenat. Min krop skulle stadig vænne sig til de høje temperaturer, så jeg stod senere op end normalt for at være helt udhvilet. Det er svært at sove helt igennem, når varmen ligger hen over en som et tæppe man ikke kan fjerne. Jeg har dog generelt svært ved at sove, så lidt varme oveni gør måske ikke den store forskel nu jeg tænker over det.

Carmen (husets rengøringsdame) gik rundt med en klud i sit typiske blå outfit, da jeg kom ud fra mit værelse. Udover min farmor, så er Carmen virkelig en dame der har snakketøjet i orden! Hun kommer fra Valencia og er altid dejlig positiv hver gang man møder hende. Vi udvekslede lige nogle korte opdateringer omkring hvad der var sket siden vi sidst havde set hinanden, og så cyklede jeg hen på apoteket efter noget creme. Apoteket ligger ca. 50 meter fra min farmors hus, og min onkel Júli’s kone Teresa arbejder der sammen med sønnerne Alex og Albert. Teresa og Alex var der, og jeg fik hilst på dem for første gang i år. Alex og jeg lavede en løs aftale om at tage til stranden sammen med Pol en dag.

Det næste punkt på ferie-dagsordenen var, at anskaffe mig et sim-kort til mobilen, så jeg kunne komme i kontakt med dem allesammen, og nemmere lave aftaler osv. Det plejer jeg altid at anskaffe mig, så jeg styrede direkte mod butikken. Jeg havde dog glemt at medbringe mit pas, som er nødvendigt for at kunne købe et sim-kort. De skal jo sikre sig, at det ikke er et medlem af Al-Qaeda der køber sim-kort fra deres butik, og benytter det til at foretage opkald i forbindelse med planlægning af terror-angreb. Så fair nok. Jeg hentede mit pas.

Da jeg kom tilbage, var min far pludselig i butikken. Han skulle have et kabel til sin mobiltelefon så han kunne overføre billederne fra den til sin (Anna’s) computer. Vi snakkede om at det kunne være dejligt at cykle en lang tur, så vi tog hen til Elvira og pakkede cyklerne. Min far har købt en rigtig fed cykel — et crossover mellem en mountainbike og en racer, med cykeltasker og hele svineriet. Jeg var lidt misundelig, men den cykel jeg låner hvert år dernede er nu heller ikke så ringe endda. Det er en mountainbike.

Vi hoppede op på cyklerne og padlede mod Santa Susanna — byen, hvor min farmor og farfar blev gift i en kirke, som min farfar selv var med til at bygge! I første omgang skulle vi lige forbi en cykelhandler og købe en lille kæde til min fars cykeltaske, så den kunne låses fast til selve cykelen. Det var nok en fornuftig investering, da der er er en del tyveri.

Fra cykelhandleren kørte vi langt ud på landet i den 30 graders bagende sol. Ofte slog det mig, hvor hårdt det egentlig må være at køre Tour de France. Vi kom forbi en del gårde og pludselig en rideskole med flotte heste og ponyer. Der kom tilmed en gruppe ridende forbi os ind i en skov. Da jeg stadig er en anelse traumatiseret efter at en hest forsøgte at sparke mig ned for mange år siden, stoppede jeg helt op og trak min cykel ind til siden da de kom forbi. Man kan aldrig være for sikker. Jeg kan godt lide heste, det er ikke det. Jeg kan bare ikke lide heste der sparker mig!

På hjemturen lå vi og ræsede om kap, efter at jeg satte det i gang med en superspurt på 35 km/t ud af en lige vej. Det er da en slags tempo hvis jeg selv skal sige det! Min far var også rigtig godt med, og det var vist lige så meget råstyrke som det var de mange gear. Vi kom tilbage til Santa Susanna fuldstændig udmattede og tørstige som en ørken. Den eneste måde at slukke ægte tørst på, er med en iskold is-the, så det var lige præcis hvad vi drak. Efter at have drukket ud, tog min far isterningen op af glasset, og lagde den ned i den plante der stod på bordet og så meget tør ud. Dagens gode gerning.

Vi var dog langt fra færdige med at cykle. Fra Santa Susanna, tog vi videre helt til Calella langs stranden. Det er en rigtig god rute at tage på cykel, for de har lavet en knaldgod cykelsti hele vejen. Vi nåede også lige i vandet. På tilbagevejen spiste vi på restaurant i Pineda tror jeg det var. Det var desværre ikke specielt god mad. En alt for eddike-agtig gaspacho og en lunken lassagne. Der spiser vi ikke igen.

Tilbage hos Elvira. Et hurtigt bad og så ud i den dejlige have til en kold øl og lidt guitar-spil. Min far har stadig guitaren fra sin ungdom, og på indersiden (bag det runde hul og strengene) har han limet et foto af sig selv. På det foto har han stadig helt sort hår! Jeg overvejer også at lime noget på den guitar han købte til mig, men jeg venter på den rigtige lejlighed. Det skal være noget specielt.

Min far havde nogle ærinder på arbejdet den efterfølgende dag (nogle papirer der skulle underskrives). Vi aftalte at jeg bare kunne komme med. Det er altid fedt at komme med ham på arbejdspladsen, da der altid er nye motiver på lastbilerne. Min far er lastbilchauffør, og hans chef gør meget ud af at dekorere chaufførernes lastbiler med fede motiver.

Jeg cyklede hjem til T&S igen for at mødes med Soçi. Vi havde tidligere aftalt at mødes ved 21-tiden for sammen at tage på bar (“Tradescántia“) i Pineda og høre ægte country musik, bluegrass og andet godt! Det var intet mindre end Ricky Araiza der stod for musikken sammen med hus-bassisten René Dossin. Ricky Araiza har bl.a. spillet sammen med medlemmerne af The Eagles før de blev verdensberømte med nummeret “Hotel California”. Han har også mødt bl.a. Johnny Cash og mange andre store inden for musikverdenen. Det er altid spøjst at være så tæt på en person der kun er ét led fra de store stjerner. Jeg var meget spændt på at høre Ricky’s eget show. Soçi havde talt meget godt om ham, så det kunne kun blive godt! Soçi er definitionen på en ægte musik-elsker. Han gør alt hvad han kan, for at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hans netværk inden for musik-verdenen er enormt, og han har i løbet af årerne fået mange rigtig gode og sympatiske venner der.

Den lille bar i Pineda lagde rammen for en rigtig intim musik-session. Der var vel plads til omkring 15 siddende personer inde i selve baren, og yderligere 10-15 udenfor på gaden. Vi fik en øl og lidt god mad imens vi ventede på at klokken skulle slå 21:30 og musikken gå i gang. Ricky og René kom på scenen. Da de gik i gang, livede stedet pludselig endnu mere op og folk begyndte at trække til. Vi havde galloperede fået lov til at rykke et lille café bord ude fra gaden ind i selve baren, så vi kunne sidde behageligt. De spillede helt fantastisk. “Jambalaya On The Bayou” af Hank Williams, “New River Train” af Raffi og mange mange flere. Ricky havde på et tidspunkt den mest imponerende banjo-solo jeg nogensinde har hørt. Hans fingre galopperede febrilsk frem og tilbage over strengene, og det var et under at den banjo ikke eksploderede eller brød i flammer! Kvinden der gik rundt og serverede og passede baren (måske ejeren?), lagde pludselig alt fra sig for at synge duet med Ricky. Det gav endnu et løft til stemningen.

Efter over en times pragtfuld og underholdende musik, sad vi og snakkede med Ricky og René over en øl inden vi sagde farvel og tog hjem — mætte på god musik og god stemning. En forrygende dag…

I dag tog jeg selv til stranden. Jeg kan godt lide selskab, men jeg sætter også pris på at have noget tid for mig selv. På den måde får mine tanker ro til at lande, og jeg kan bedre leve i nuet. Jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis der er for meget ståhej omkring mig dag ud og dag ind, så bliver jeg stresset og søger mere og mere hen mod alene-tid for at restituere. Fest og ballade er helt fint, men alt med måde.

Min far og jeg kørte til Blanes — nabobyen til Malgrat de Mar. Om aftenen var der fyrværkeri-opvisning på stranden, så inden da gik vi en lang tur rundt i hele havneområdet og nød de mange flotte træskibe, mågernes evige rallen og det maleriske “vue” ind over byen. Med udløserfingeren siddende løst, fik jeg i den grad taget hul på fotograferingen! Det kom der nogle ganske interessante fotos ud af:

Her er vi endnu ikke kommet helt ind til byen og havnen, men der er stadig nogle flotte motiver at hente. Her står jeg med Castell de Sant Joan i baggrunden.

Der er mange flotte facader i byen, og denne komposition her kunne jeg ikke stå for.

Denne superfede van stod parkeret nede foran stranden. Hvordan kan man IKKE tage et foto?!

Jeg elsker at lege med reflektioner, og jeg er specielt glad for dette foto. Blandingen mellem gammelt og nyt tiltaler mig altid.

Pludselig åbenbarede havet sig mellem to bygninger imens vi gik rundt i byen. Det gør virkelig meget ved den generelle stemning i en by, at have havet som nabo.

Se lige de farver!

Nede på havnen, gik vi forbi en masse fiskekuttere. Dette var deres baggård, hvor de opbevarer meget af ders udstyr til bådene.

Aftenen kom snigende, og vi satte os ved en restaurant for at vente på Anna. Vi fik lidt at drikke da hun kom, og gik så hen for at finde en god plads hvorfra vi kunne se det store fyrværkerishow. Det er noget de afholder hvert år i Blanes på stranden ved den store klippe. Det er faktisk lige så meget en konkurrence som det er et show, for der er flere forskellige lande der viser hvad de har at byde på med forskellige og storslåede eksplosioner. Det er helt vildt flot at være vidne til.

Da der stadig var en times tid til det hele blev skudt af, kunne vi lige nå et spil billiard på en bar tæt ved. Det var en rigtig reggae-stemning derinde med Bob Marley og personale med dreadlocks i håret. Fik en øl og to spil billiard mod min far. Da glasset var tømt og den sidste 8-ball stødt i hul, var det tid til fyrværkeri, så vi gik ned og fandt en god plet på stranden. Som altid, blev der indledelsesvis affyret 3 høje brag inden det hele gik løs, for at forberede folk. Der var til min store glæde masser af guldregn — det absolut flotteste fyrværkeri efter min mening. At se det, er som at se alle himmelens stjerne regne ned over en. Det var en fantastisk oplevelse.

Der er forståeligt nok mange folk der trækker ned til stranden for at se denne begivenhed, og derfor er det også et helvede at komme ud af byen igen hvis man har bil med. Det vidste min far godt, men vi tog alligevel chancen. Med en god portion tålmodighed og en smule held, lykkedes det os dog at manøvrere os vej gennem bil-helvedet og tilbage til Malgrat i forholdsvis fornuftig tid — nemlig sengetid!

Jeg stod op med solen og mødtes med min far, for at gå en stille og rolig tur ned til stranden. Vi endte på La Ola — en “chiringuito” der ligger lige ned til vandet. “Chiringuito” er en betegnelse for en lille restaurant eller bod der typisk ligger tæt ved vandet. Min far og jeg plejer at sætte os der og få en vermouth negro med oliven, patatas bravas (stegte kartofler) og evt. calamares (blæksprutteringe). Det er det perfekte sted at sidde og nyde strandstemningen i Malgrat, da man både kan betragte de mange folk der kommer gående på promenaden lige foran restauranten, men også kan nyde synet af stranden og middelhavet længere fremme.

Dette foto af min far er dog ikke fra La Ola, men derimod fra en restaurant henne langs turist-boulevarden. Han minder om en eller anden kendt skuespiller eller musiker... Vi snakkede også om det, men jeg kan ikke huske hvilket navn vi kom frem til. Leonard Cohen?

Efterfølgende slentrede vi ned til vandet med vores håndklæder for at slå mave. Til sidst blev det så varmt, at den eneste mulighed var at springe i vandet. Vi tog det begge to i et moderat tempo, da maven ellers ville få et kulde-chock. Vandet føltes isende koldt ved første berøring, men blev så mere behageligt efterhånden som mere af kroppen kom under. Pragtfuldt.

Hjemme hos Elvira tog vi et bad for at vaske alt saltet af. Huset får vand direkte fra undergrunden og ikke fra vandværket som mange andre huset. Det betyder, at vandet er mere mere blødere og virker helt anderledes på huden, end når jeg tager bad hos Ton & Soçi (T&S). Min farmor har fået indrettet en smart brusekabine med stol, så hun nemmere kan bade. Før i tiden var der et badekar, men det har de fjernet for at kunne indrette denne kabine. Det er meget bedre. Dermed ikke sagt, at jeg ikke bryder mig om badekar.

Vi drak en øl i haven og så cyklede jeg tilbage til T&S.

Langsomt fader nummeret ind på mobilen: Melpomene fra albummet Zitilites af Kashmir. Det er den brugerdefinerede alarmtone på min Nokia mobiltelefon. Jeg elsker alarmtoner, der kan vække mig blidt. Derfor fravælger jeg automatisk alle de toner, der fra fabrikkens side ligger på telefonen, og laver mine egne.

Jeg kæmpede mig ud af sengen, kastede lidt mad i munden og traskede hen mod banegården, for at snuppe et tidligt tog til Kastrup. Min dejlige kæreste var så elskværdig at printe flybilletten til mig i mellemtiden. Den fik jeg i hånden, da hun efterfølgende kom hen på stationen for at sige farvel. Afstand er en interessant størrelse. I et parforhold er afstanden lige så vigtig som nærværet — hvis ikke en anelse vigtigere vil jeg vove at påstå. Det man mangler, savner man. Det man har, tager man (ofte) for givet. Gensynet glæde efter lang tids fravær, er en fantastisk følelse.

Jeg elsker at rejse i tog, og hvor er det bare skønt at DSB har lagt skinner mellem Kolding og Kastrup, så man kan trille ubesværet mellem de to destinationer. Det er knap så skønt at det skal koste en bondegård at rejse med tog. Det er mere skånsomt mod miljøet end at sidde én person i en bil, så hvorfor dælen sætter de ikke priserne ned spørger jeg bare.

Lidt over 12:30 var jeg på vingerne (Cimber Sterling style!), og kunne med glæde vinke farvel til det drilske danske sommervejr, og se frem til bagende varme i sydens sol. Jeg tændte iPod’en, lænede mig tilbage i sædet — så langt tilbage som man nu kan på Economy class. Jeg går ud fra at man på Business class, lige akkurat kan læne sædet de 5 cm ekstra tilbage, og derved (i modsætning til Economy) rent faktisk gøre dem behagelige at sidde i. Oh well, når jeg bliver rig så køber jeg en JetPack. Problem solved!

Flytiden fra Kastrup til Barcelona ligger på ca. 2 ½ time — evt. hurtigere hvis man har medvind. Det kan jeg i hvert fald godt lide at bilde mig selv ind. Jeg elsker de små info-skærme der ruller ned under selve flyvningen. Her kan man på en GPS se, præcis hvor flyet befinder sig henne i verden, hvor højt det er oppe, samt temperaturen udenfor flyet og på destinationsstedet. Det eneste der mangler er et real-time diagram over kaptajnens hjerterytme, for at se om hans puls, under takeoff og landing, stiger lige så betydeligt som os andres.

Propperne i ørerne satte ind, da flyet påbegyndte nedflyvningen efter kaptajnens melding derom. Sommerfugle i maven. Jeg har altid mange tanker i hovedet når jeg flyver. Mange positive, men også et par mindre positive. Ved takeoff har jeg det med at tænke: “Hvor ville det være en nederen start på ferien at crashe nu!” og ved landing har jeg det med at tænke: “Hvor ville det være nederen at crashe nu hvor vi er så tæt på landing!“. Men flyet crasher lykkeligvis aldrig, og et lettelsens suk forlader mine lunger i præcis samme sekund som landingshjulene kysser asfalten. Jeg kan generelt godt lide ordet “landing” — specielt hvis man sætter “vellykket” foran.

Barcelona lufthavn. Terminal 1. Jeg snuppede min sorte Samsonite taske fra transportbåndet ved udleveringen, og trillede hen mod den grønne bus — den gratis “bus-bro”, der transporterer passagerer fra terminal 1 til terminal 2, hvorfra man kan tage toget ind til Barcelona (Barna Sants) og derfra skifte til toget der går mod Maçanet/ Massanes og dermed kommer forbi Malgrat de Mar. Det stopper ved samtlige stationer, men det er en dejlig tur og man kommer forbi mange strande undervejs.

Efter 1 Euro og 9 tastetryk, fik jeg fat på min far fra mønttelefonen i Malgrat de Mar. 15 min senere, dukkede han op og vi snuppede en Bock Damm på Bar Joan lige ved siden af stationen. Han havde fået lidt flere grå hår, men lignede ellers sig selv. Vi sad og snakkede frem og tilbage og indhentede det der umiddelbart skulle indhentes, inden vi gik hen til farmor Elvira. Det var pragtfuldt endelig igen at kunne indsnuse den karakteristiske søde sommer-luft i Malgrat.

Min farmor Elvira lignede også sig selv, og hun tøffede som sædvanlig rundt om i huset, og snakkede livligt om ditten og datten. Alt var ved det gamle, og så alligevel ikke. Tidens korrosion kan ikke ignoreres. Værdsæt det du har, så længe du har det. Min farmor er en fantastisk dame der, på trods af hendes meget høje alder, stadig er meget energisk. Jeg nyder at sidde med hende ved middagsbordet og lytte, imens hun fortæller baggrundshistorierne til de gamle numre de spiller i Radio Malgrat.

Vi snuppede cyklerne og trillede hen til BIKOKA, som er den tøjbutik min tante Ton ejer sammen med sin mand Soçi. De sælger primært badetøj, men har i løbet af årene udvidet til undertøj. De startede for mange år siden med en bod på det lokale marked, og har så langsomt bygget forretningen op, således at de i dag altså også har en fysisk butik. De arbejder meget hårdt, men forstår virkelig også at slappe af engang imellem og nyde alt hvad livet har at byde på.

Vi holdt ude foran med cyklerne, og Ton var den første der kom ud af butikken. Så kom Pol (deres ene søn) ud, og til sidst Soçi. Det var et glædeligt gensyn, og vi stod og snakkede frem og tilbage et godt stykke tid, inden jeg cyklede med Soçi tilbage til deres hus. Min far kom efterfølgende i bilen med mine tasker, og jeg kunne begynde at pakke ud og slappe af.

Ferier er vidunderlige, og jeg havde i den grad glædet mig til denne to-ugers ferie i Spanien (Katalonien). I år havde min far og jeg rig mulighed for at være sammen, da han p.g.a. krisen var nødt til at tage tvungen ferie fra arbejdet. Det var på én måde trist, men omvendt også dejligt at kunne tilbringe mere tid med ham.

Denne rejsedagbog adskiller sig fra mine tidligere i den måde jeg har udformet den på. Tidligere har jeg skrevet alle blog-indlæggene færdige under selve serien. I år har jeg, efter hver dag, meget kortfattet nedfældet begivenhederne i punktform med henblik på at skrive dem sammen hjemme i Danmark. Det giver nok nogle væsentligt mindre fyldige indlæg, men jeg vil alligevel gøre mit bedste for at krydre herlighederne med dejlige adjektiver og hvad der ellers måtte være i godteposen! God fornøjelse.