En ny dag med nye oplevelser. Jeg tog med Adrià og Pol til stranden, og vi tog en hulens masse luftmadrasser med, fordi vi ikke var sikre på, hvilke af dem der var punkterede. Det er altid godt med back-up luftmadrasser.
Vi slog os ned ca. ude foran La Ola og gik så i gang med at puste… og puste… og puste… det er en udemærket kondi-test at puste luftmadrasser op skulle jeg hilse og sige! Jeg kunne godt mærke at jeg var i “ferie-mode” for jeg var helt færdig, da jeg havde fyldt den store grønne donut med luft, og Pol stod bare og grinte af mig.
Der gik ikke længe før vi alle tre var i vandet, og kastede os rundt som gale i bølgen blå! Adrià skulle desværre til Barcelona, så han var nødt til at snuppe toget forholdsvis kort tid efter vi var kommet op af vandet.
Pol og jeg blev på stranden efter han var kørt. Længere henne af stranden kunne vi se en mand der udlejede kanoer og pedal-både. 10 Euro for en time. Vi kunne ikke modstå fristelsen, så vi pakkede alt hvad der pakkes kunne, og bad manden om at passe godt på vores ting imens vi sejlede.
“Den gule djævel”. Det burde der have stået på siden af kanoen, for vi gav den virkelig gas. Der gik ikke længe før vi var helt ude ved de store gule bøjer. Manden fortalte os, at det var grænsen for, hvor langt livredderne har mulighed for at tage ud fra kysten. Bunden var helt klar og tydelig, og Pol og jeg begyndte at diskutere hvor dybt der mon var. Det så for mig ud til at det var omkring 4-5 meter dybt, men Pol var overbevist om at det var mindst 10 meter! Ingen af os dykkede ned for at undersøge det, men vi aftalte at en af os skulle medbringe et målebånd næste gang vi roede herud.
Den time vi havde varede dejlig lang tid, og jeg tror i hvert fald vi fik roet et par kilometer. Mange gange var vi lige inde og runde kysten, for at veje stemningen på stranden. Alle øjne var på vores gule djævel, da vi skar gennem bølgerne som var det smør. En gruppe på omkring 5 tøser holdt diskret øje med os.
Pol forsøger at få luften ud af den "grønne donut".
Mmmm, verdens bedste kartofler på La Ola.
Tiden gik og båden skulle tilbage på stranden. Det var også godt nok, for jeg havde fået en særdeles øm bagdel af at sidde og ro på det hårde plastik-sæde. Vi samlede vores ting og vandrede op til La Ola hvor jeg gav en omgang mad, nu hvor Pol havde lagt ud for kanoen. Vi fik en dejlig salat og selvfølgelig de stegte kartofler.
Tilbage hos T&S tog jeg en lang lur. Vi havde været længe ude lige på det tidspunkt hvor solen var mest nådesløs, og det er noget der kan suge energien ud af en. Vi havde tilmed glemt at smøre os ind i solcreme… mere om det senere.
Jeg tog jeg hen til Elvira, hvor min tante Montse var. Vi opdaterede kort hinanden om, hvad der var sket siden sidst, og jeg bad hende om at hilse min kusine Aisha rigtig mange gange.
Min far og jeg satte os ud i haven for at nyde en øl. Jeg fortalte ham om vores strand-eventyr, og de mange ting jeg havde lavet sammen med mine fætre. Det var blevet sent, og vi aftalte derfor at mødes næste morgen kl. 10 hos Elvira for at lave noget sammen. Inden vi tog afsted, lavede Elvira lige lidt mad. Der er altid gang i den dame, nærmest uanset hvilken tid på døgnet det er!
Jeg lagde mærke til at min næse løb en del, og at jeg var ved at blive en smule sløj. Det var sikkert p.g.a. alle de temperatursvingninger jeg havde været udsat for lige siden jeg var landet med flyveren.
Tillykke Line
