February 25th, 2010 | 17:28
Jeg var til træning her til morges kl. alt-for-tidligt, men det var kanon godt. Jeg kører sådan set bare videre med det program som træningsvejlederen Nikolaj udarbejdede i samarbejde med mig, og det er ikke så ringe endda. Sidste gang mærkede jeg virkelig efter hvor hårde de enkelte øvelser var, således at jeg i dag kunne lægge mere vægt (bogstavelig talt) på dem der var for lette at tage sidste gang. Så, jeg regner bestemt med at være en smule øm i morgen, men det betyder jo bare at det virker — det skal sgu’ gøre nas for at det er godt! Næste gang er det nok godt at være i omklædningen kl 07:00, ellers er det svært at nå at møde på kontoret kl. 09:00. Mødte først 10:00 fordi jeg skulle hjem og hente mad og lægge mit træningstøj.
Det er forresten superfedt at man kan snuppe lidt gratis morgenmad efter træningen i Fitness DK. Udvalget er lidt begrænset (brød, smør og marmelade), men det er da bedre end ingenting. Jeg flottede mig, og spenderede lidt monetter på en banan og en müsli-bar umiddelbart efter træningen.
February 23rd, 2010 | 22:31
Man kan ikke ligefrem påstå at jeg har været hyperaktiv på min blog her på det sidste, og det er der en ganske god grund til. Der er sket en del ting, og jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde. Måske skulle jeg bare slå øverste etage fra (også bedre kendt som hjernen) og bare fyre ned hvad jeg umiddelbart tænker. Here goes:
Fredag d. 12 februar flyttede jeg fra den dejligste lejlighed på Helligkorsgade, idet jeg desværre ikke havde råd til at blive boende. Sådan kan det gå, men nu har jeg en meget billigere “base”, hvorfra jeg stille og roligt kan lede efter noget nyt. Jeg har været skrevet op hos AAB et godt stykke tid nu, men har ikke hørt et ord fra dem. Jeg må helle lige checke op på, om jeg stadig står i deres database. Lige for at hoppe tilbage til selve flytningen, så var Anders utrolig hjælpsom med at give en hånd med. Vi besluttede os for at tage min store seng som det første. Da vi kom hen til den nye adresse og skulle have sengen op gennem trappeopgangen, kunne det ikke lade sig gøre. Den var simpelthen for stor, så den endte hos IGEN (genbrug). Suk. Alt det andet kom dog sikkert op, men nu står jeg uden seng og er derfor på udkig efter en lidt mere praktisk og håndtérbar seng / sovesofa.
Og som om én flytning ikke var nok, så har vi også flyttet kontor i Barq. Jeg må i skrivende stund ikke fortælle hvor vi er flyttet hen, da det ikke er blevet offentliggjort endnu, men så snart det bliver det, skal jeg nok give lyd fra mig.
Hvad ellers? Jo, jeg er begyndt at træne i FitnessDK! Det er helt forrygende dejligt endelig at træne igen. Jeg har jo nærmest været inaktiv i et HELT år, hvilket slet ikke ligner mig. Jeg elsker sport og fysisk aktivitet, og nu er der endelig gang i maskineriet igen. Nu er der kommet nye boller på suppen. Nu skal kroppen tunes og helt op i gear igen. Jeg trænede i dag, og jeg tror næsten jeg er klar til at træne i morgen igen!
Udover fitness og flytning, så har vi i Barq påbegyndt et spændende videoprojekt for virksomheden GoldenPlanet her i Kolding. Det har vist sig at være mere omfattende end først antaget, men det er altid svært at sætte præcise timer på kreative processer, netop fordi kreativitet svinger som vinden den blæser. Kreativitet er en uhåndgribelig størrelse, som hverken kan vejes, kategoriseres ellers tæmmes — som et vildt dyr der ligger på lur og overrasker selv den mest erfarne jæger. Sådan er kreativitet i mine øjne.
January 24th, 2010 | 12:05
January 17th, 2010 | 19:23
Der gik rygter om at Slotssøen var åben for glade skøjteløbere, så jeg besluttede mig for at se nærmere på herlighederne (kan man foretage sig noget sjovere på en søndag spørger jeg bare!). Skøjterne på ryggen og ud i kulden. Jeg tog vejen op forbi Koldinghus for at få mig et overblik over hele søen. Det viste sig at være den højre del ved biblioteket der var åben, og der var allerede en del folk på isen — store som små, kunstskøjter såvel som hockeyskøjter. Sneen dalede let ned fra den vinterlige himmel da jeg smækkede røven i sneen og baksede mine sorte kunstskøjter på fødderne. De er noget stramme i det, så jeg overvejer at gå et nr. op. Det tror jeg også mine hæle bliver glade for, men mere om det senere!
Fuld af forventning til isens beskaffenhed, hoppede jeg ud med skøjterne under fødderne. Den var god… Rigtig god faktisk. Isen på Slotssøen er klart bedre end den ved Legeparken eller Marienlund skoven, så jeg var en glad dreng Der var nogle ret gode løbere som jeg forsøgte at aflure nogle teknikker fra, bl.a. deres måde at løbe baglæns på. Der var en familiefar med kunstskøjter, som var utrolig god til netop dette, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra hans skøjter, hver gang han skiftede til baglæns løb. Han kunne fornemme at jeg forsøgte at kopiere hans bevægelser, så efter noget tid kom han hen til mig og gav mig nogle uvurdérlige tips. Han hed Henrik, og jeg takkede ham mange gange for hjælpen. Kort efter tog jeg de første spæde skridt, der senere skulle vise sig at blive til et ganske hæderligt baglæns løb. Jeg kunne slet ikke stoppe igen! Jeg havde længe gået og skulet misundeligt til dem der mestrede denne elegante og graciøse måde at løbe på, og nu var jeg pludselig selv i stand til det… Det elegante og graciøse skal jeg dog arbejde lidt mere på, men grundteknikken er ved at være på plads!
2 ½ time blev det til på isen denne søndag… Det er lige før jeg har lyst til at finde min lommelygte og tage ned og skøjte nu her i aften, men det ville da være lidt for skørt, hva? Efter de glatte udskejelser, var mine hæle ømmere end de nogensinde har været. Som sagt er mine skøjter ikke just det perfekte match for mine fødder, men det tror jeg at jeg venter med at gøre noget ved til næste vinter. Det skal sgu nok gå (eller glide, hehe).
April 23rd, 2009 | 23:56
Det kører meget godt med det store projekt som Anders og jeg har i Barq. Anders ordner det administrative imens jeg brainstormer på livet løs på navn og koncept. Det er blevet til en masse skitser, som jeg i dag dannede mig et overblik over. Vi præsenterede det i dag, og det blev taget ret godt imod. Anders har knoklet med at sætte spørgeskemaer op v.h.a. Adobe Acrobat, så det kører bare som på skinner. Det var de også meget glade for at se. Det er virkelig noget vi kan genbruge til fremtidige projekter, hvor vi har brug for at sende spørgeskemaer ud i forbindelse med research. Det er bare nice! Jeg ville ønske jeg kunne lægge nogle af skitserne op her, men no can do! Det må vente til efter projektet er afsluttet.
Da jeg kom hjem tog jeg videre til fodbold, som endelig blev til noget. Det har været aflyst de sidste 3 gange – også selv om vejret bare har været perfekt. Det var det også i dag, så jeg var lettet over at det blev til noget. Sådan en god omgang fodbold i strålende solskin er bare sagen! Der var skide god stemning og holdene var godt sat sammen (og det siger jeg ikke bare fordi mit hold vandt en del, hehe). Jeg er 110% tilfreds med mit spil. Jeg forsøgte virkelig at presse mig selv denne gang, og gik meget mere efter bolden end sidst jeg spillede. Fik på et tidspunkt i angrebet trykket nogle heftige afslutninger af som, hvis målmanden ikke havde været så vaks, havde siddet LIGE SMÆK i trekanten. En suveræn afslutning giver nærmest en lige så fed fornemmelse som havde man sat bolden i kassen. Jeg scorede desværre ikke på to af mine bedste afslutninger, men så gjorde jeg det tilgengæld på andre tidspunkter i kampene.
Fed dag på kontoret og fed dag på boldbanen. Jeg glæder mig til i morgen! Nu vil jeg læse noget mere Kafka. Er nået halvvejs igennem Processen, og den er stadig interessant.