Tidligt op. Sådan er det altid når man skal rejse synes jeg. Ikke at jeg har noget imod det, tværtimod. Jeg elsker at rejse, og jeg elsker at være godt forberedt op til en rejse. Med søvn i øjnene, begyndte jeg langsomt at pakke mine ting sammen. Jeg elsker at rejse let, så jeg havde ikke pakket specielt meget. Det betød, at jeg med lethed kunne pakke den forholdsvis store kamerataske som Eva havde foræret mig. Jeg fik også brændt nogle CD’er med feriefotos som jeg altid plejer at forære T&S og min far den sidste dag inden jeg tager tilbage til Danmark.
Ton var hjemme da jeg traskede ned af trapperne, så jeg nåede heldigvis at sige farvel til hende. Soçi var på arbejde, så jeg bad hende hilse ham fra mig. Inden jeg var ude af døren, fik jeg lige nogle underbusker og sokker af Ton (det sælger de jo i deres butik).
Det var søndag og mange af byens kunstnere deltog i Pintura Ràpida — en konkurrence hvor hver deltager har 2 timer til at male et by-billede, hvorefter de skal afleveres til udstilling i byens gamle kirke, hvor de samtidig stemmes om. Min far og jeg gik rundt i hele byen for at se de forskellige maleres motiver. Der var en rigtig dejlig stemning, og deltagerne var helt vildt gode. Der var specielt to der virkelig fangede min opmærksomhed, hvoraf den ene havde valgt at male den nye lift op mod parken og slottet. Det var ganske enkelt enestående malet!
Den ene af mine favoritter...
...og den anden favorit!
Hjemme hos farmor havde hun lavet en god samfeina til os, samt kiks og moscatell til desert. Moscatell er en fantastisk desertvin. Efter det gode måltid, dagde jeg farvel til Elvira og kørte med min far hen for at hente de pakkede tasker hos T&S, hvorefter vi sigtede mod lufthavnens terminal 1.
I terminal 1 må man kun parkere i kort tid for at sætte personer af, så det blev til et hurtigt farvel til min far. Jeg var i lufthavnen i meget god tid — 4 timer før take-off, så jeg fik i den grad trænet min tålmodighed. Da der var gået lidt over to timer, undrede jeg mig over at mit fly endnu ikke figurerede på tavlen over check-ins, så jeg henvendte mig i en info-stand. Det viste sig at være terminal 2, så jeg skyndte mig at tage en bus derhen. Hvis min far og jeg dog bare var kørt derhen i stedet, så vi kunne have sagt ordentlig farvel…
Terminal 2 var et sandt helvede. Aldrig har jeg oplevet så besværlig og stressende en check-in som denne! (Jeg som ellers tager sådan noget ganske stille og roligt) Det var indbegrebet af kaos! Det hele begyndte i køen, da det viste sig at man skulle have en speciel “bagage-seddel” i køen ovre ved det de så fornemt har valgt at kalde “FlightCare”. Yeah right! Så vi havde stået og ventet en time i den første kø, blot for at skulle UD af denne kø og hen i den anden, for at få en seddel, som vi så skulle TILBAGE til den oprindelige kø med (og håbe på at en venlig sjæl havde holdt pladsen for en, samt passet på bagagen). Ikke alene var det vildt stressende, jeg var også nervøs for at min bagage stadig var der når jeg kom tilbage… Jeg nåede lige akkurat at boarde i tide. Drama!
Flyet lettede og tog en skarp drejning, hvorefter solnedgangen kom til synes over kysten og oplyste hele kaninen med sit gyldne skær. En sidste afskedshilsen inden flyet satte kursen mod Danmark.
Landingen i Kastrup var meget ubehagelig. Jeg bryder mig generelt ikke om at lande i mørke, da det er svært at fornemme flyets placering i luften når man kigger ud af vinduet. På et tidspunkt kunne jeg se to lysende prikker i det fjerne bevæge sig langt op over flyet. Det gav illusionen af, at flyet var meget tættere på jorden end det i virkeligheden var, hvilket var ekstremt skræmmende, idet snuden på flyet stadig pegede meget nedad. Jeg forsøgte at sluge spændingen, men det var svært. Pludselig kunne jeg mærke hvordan flyet endelig rettede sig op og den karakteristiske trykkende fornemmelse i sædet. Vi var landet!
Der var heldigvis tog-forbindelser selvom det var søndag og sent. Udmattet satte jeg mig ind i toget, og så gik der ikke længe før jeg endnu en gang var i Kolding. Hjem kære hjem.